lørdag den 17. december 2022

Glædelig jul

 Knarbjerg Banen ønsker alle en rigtig glædelig jul og godt nytår



Tak til alle, som fulgte banen i 2022, selvom det blev et år præget af opløsning og nedbrydning af den gamle bane.


På gensyn i 2023 hvor opbygningen af den nye bane vil fortsætte. Anlægsarbejderne skrider stødt og roligt fremad og, hvis alt går vel, vil de første skinner være lagt med udgangen af januar. Mere om det en anden gang

Hilsen Knarbjerg Banen

fredag den 16. september 2022

Ny D-maskine fra Hobbytrade

Hobbytrade har netop udsendt et genoptryk af deres meget vellykkede D-maskine, og her er en kort præsentation af det nye lokomotiv, holdt op imod det gamle.
Det er den samme form der er brugt, som tidligere men, der er dog foretaget et par ændringer.


Den nye D-maskine
fra Hobbytrade

Dekoder:
Det forekommer mig lidt mærkeligt at man, i 2-skinne udgaven, skal købe en en dekoder løst ved siden af mens 3-skinne folket får en dekoder med.
Men så kan man jo til gengæld selv vælge, hvilken dekoder man ønsker.

Der er gjort plads til en af de nyere "sukkerknalds højttalere" men, man skal selv købe en og lægge i hvis, man ønsker lyd i maskinen.

Motor:
En af de nye ting skulle være en ny og bedre motor men, en test af den må altså vente til en anden dag.
Da Knarbjerg Banen er under ombygning i denne tid, har det ikke været muligt at teste køreegenskaberne.

Vægt:
På min køkkenvægt vejer den nye maskine 2 gram mere end den gamle, hvilket nok kan tilskrives unøjagtigheder i veje metoden.
Hobbytrade har altså ikke gjort noget for at øge vægten af lokomotivet og dermed forbedre trækegenskaberne.

Lys:
Der er to lanterner foran på maskinen med lys, når toget kører fremad.
Den enlige lanterne bag på tenderen er også i den nye version uden lys, så man selv må igang med at trække ledninger, hvis man ønsker lys i den.

Det første man lægger mærke til, når man tager lokomotivet ud af æsken, er farven.
Hobbytrade har valgt at give maskinen en lidt grålig nuance, i stedet for den helt sorte og, den virker lidt mere mat i farven.
På nogle af billederne i dette opslag, virker farven mere grå, end den er i virkeligheden men, der er en tydelig forskel i farven på ny og gammel.
 
Den nye maskine til højre.
Bemærk farveforskellen

Den lidt lysere farve gør at detaljerne træder tydeligere frem men, jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv om, den klæder maskinen.

Påskrifterne har fået en opgradering og står flot på maskinen

Påskrifterne er flotte, men virker lidt store i skriften

På de gamle D-maskiner var farven lidt fesen

 
Også det med småt, står tydeligt - hvis man altså har gode øjne😉


Nummeret på fronten er lykkedes rigtig
godt i den nye version

Den gamle version
 


På den gamle version, var pufferne metalblanke. Det har man fået rettet i den nye udgave, så de er mørke.

Hjulene på den gamle version var malet pænt sorte.
Det har man desværre valgt at spare væk på den nye version, hvilket er synd, da det ikke er så kønt.

 
På den gamle version var drivhjulene malet sorte, hvilket gav et rigtig flot udseende

 
På den nye version har man desværre sparet på malingen af drivhjulene

 



Konklusion:
Det er svært at drage en fornuftig konklusion, når maskinen ikke har været ude på lidt længere skinner med noget på krogen.
Men jeg har altid været meget glad for D-maskinen fra Hobbytrade, selvom den har en begrænset trækkraft.
Jeg kunne godt have tænkt mig at, man havde opgraderet lyset i lanternen på tenderen og øget vægten lidt. Men det er stadig et super flot og vellykket lokomotiv og, det er ikke ændret i den nye version, som jeg glæder mig til at kunne spænde for nogle af de mindre godstog på Knarbjerg Banen en gang i fremtiden.


søndag den 14. august 2022

Ny dagbog følger bygningen af den nye bane

 I menuen til højre er kommet en ny side med dagbog for bygningen af det nye modelbaneanlæg i 2 etager.
Datoen i overskriften skulle gerne være den seneste opdatering.

Dagbogen, som kan ses her, er lavet i et forsøg på at lave en kronologisk og overskuelig beskrivelse af bygningen af banen samlet et sted.

I menu feltet "Sporplan og kort intro" har jeg indlagt de nye aktuelle sporplaner og, vil forsøge at holde dem opdateret efterhånden, som de ændrer sig under bygningen, hvad de uden tvivl vil gøre flere gange i løbet af byggeprocessen

 

Nye planer for mellemstationerne aug 2022


søndag den 19. juni 2022

UPDATE på ombygningen af Knarbjerg Banen ( inkl nye sporplaner opdateret 14 sept 22)

Indlægget her er opdateret den 14.september 2022 med nye sporplaner for stationerne

Hvorfor bygge banen om endnu en gang?
Sidste år, den 11. september, annoncerede jeg at, Knarbjerg Banen i løbet af vinteren ville blive bygget om til en væsentlig mindre udgave af sig selv. (Se indlægget her)
 


Årsagen til beslutningen om, at skrotte en ellers velfungerende bane, som der, på grund af corona epidemien, kun var blevet kørt på nogle ganske få gange, skyldes erkendelsen af, et behov for en bane, der kan køres tog på, uden at skulle bruge mange timer på opsætning og nedtagning.
Den gamle bane kunne ganske vist sættes op på en time og tages ned igen på en time - i teorien. Men i praksis tog det betydeligt længere tid, Og en stor del af banen fyldte hele husets opholdsstue og, det blev ret uhensigtsmæssigt i længden.
Derfor blev det mit mål at samle banen i det rum hvor, selve Knarbjerg Station var opbygget, og holde banen i det rum.

Siden da er der stort set ikke sket noget som helst på selve banen, for selvom jeg syntes, det var en god plan, så havde jeg ikke den der fornemmelse helt ned i maven, at det var det helt rigtige. Der manglede noget...

Tanker frem til den nye plan:
Så der er blevet tænkt en hel del tanker hen over vinteren og, jeg vil her prøve at gennemgå de tanker, jeg har gjort mig frem til den plan, jeg arbejder ud fra i dag.

Første øvelse gik ud på at finde ud af, hvad det var, jeg manglede i den reducerede plan.

Hvad manglede der:
  • Jeg ville gerne have en "hel" jernbane og ikke kun en station.
  • Det system med fragtsedler og omløb, der var udviklet til den tidligere bane, ville jeg gerne kunne genanvende.
    En beskrivelse af systemet kan læses her
    En video kan ses her
  • Der kunne ikke være godstog til 2 køreplans døgn på opstillingssporene, hvilket er en forudsætning, for at kunne genanvende godsvogns styrings systemet fra den gamle bane.
    (Opstillingen skal, for at opfylde det behov, kunne have 4 godstog af 1,5 meter plus 1 til 2 persontog)
  • Jeg vil gerne kunne køre et lokalgodstog fra Knarbjerg og ud til de to mellemstationer "Bjaldsbæk" og "Mørkøbing"
  • Ingen mulighed for kørestrækning med landskab.
    Selvom jeg aldrig nogensinde har fået færdiggjort noget landskab af betydning, så fylder det  meget i mit ønske til banen at, muligheden for landskab er der.

😨Dét er ret store ønsker til et modeljernbane anlæg i et rum på 3,95 meter x 2,84 meter, som også skal bruges til andre formål. Især når man samtidig ikke ønsker at, togene kører igennem det samme landskab flere gange og selve Knarbjerg Station fylder det meste af rummet.

2 etager?
Eneste mulighed, for at opfylde de behov på den begrænsede plads, vil være at, bygge anlægget i to etager.
Den tanke har jeg haft flere gange men, er hver gang strandet på at havnen skal være nederst og, så vil det blive svært at bevare Knarbjerg Station i den form, jeg gerne vil.
En god ven fik mig så overbevist om at, havnen da godt kan ligge på øverste niveau af to fordi, de to niveauer skal ses, som hver sit udsnit af det samme geografiske område, som banen løber igennem og ikke er et udtryk for tingenes fysiske placering i forhold til hinanden.💡😊
Med den hurdle overkommet, kunne jeg se nærmere på muligheden for at bygge i to etager.
Men her løb jeg igen ind i begrænsninger fordi, rummet bruges til andre formål.

Under banen er der skabe på hjul, som bruges til opbevaring, så banen kan ikke rykkes nedad.
Over anlægget er der en hylde, som også bruges til opbevaring. Den kan måske flytes lidt opad, hvilket giver et rum på 70 cm til 2 etager tog. Kan man det???
 
Der er opbevaring både over- og under anlægget

Umiddelbart er der ikke ret meget plads i højden til en bane i 2 etager.
Det ville give et "hul" på 35 cm til hver etage, så jeg lavede et lille eksperiment hvor, jeg hængte en træliste, svarende til tykkelsen på anlægsrammen, op imellem banen og hylden, for at se, hvor meget plads, 35 cm egentlig er. Det er ikke meget når, dybden er 55 cm.
 
Knarbjerg St med en liste hængt op, så der er 30 cm mellem
listens overkant og banen.

Jeg prøvede så at sænke listen lidt, så højden på nederste del blev 30 cm og øverst 40 cm. Det gav en betydelig forbedring på øverste etage men, begrænsninger på nederste, dog uden at virke fuldstændig håbløst.
Hvis man satser på kun at udnytte de yderste 30 cm til landskab og den synlige del af banen, ser det ud til at kunne bruges.
En ny liste i fuld anlægsbredde har nu hængt oppe nogle måneder for at, jeg kan prøve at bruge stationen med en begrænsning i højden på 30 cm. Og det forsøg er forløbet fuldt ud tilfredsstillende.

Helix eller ej?
Med noget der ligner en brugbar løsning på at lave to etager i hus, melder næste spørgsmål sig hurtigt:
Hvordan kommer man så fra det nederste niveau til det øverste? En helix vil fylde en hel del i rummet, når  radius i kurverne på banen ikke må komme under 55 cm.

Sidste år havde jeg den store fornøjelse at besøge en modeljernbane i to etager, som er yderst velfungerende. Her er løsningen at, lade sporet løbe skjult langs med bagvæggen rundt i rummet, mens der stiges fra nederste til øverste etage. Den idé kopierer jeg😉

Tilbage på tegnebrættet viste det sig at, stigningen på sporet mellem de to etager skulle være 3% , der hvor sporet løber skjult, hvis jeg skulle undgå at køre mere end en gang rundt i lokalet for at komme fra stuen til første sal, så jeg måtte endnu en gang i laboratoriet og eksperimentere, for 3% er ret meget.

Jeg opstillede en prøverampe på 4,5 meter med spor og en stigning på 3% og en 90 graders kurve midtvejs med radius 55 cm for at se, hvordan det forskellige materiel klarede den udfordring.

Forskellig trækkraft blev testet

Forsøgsrampen for at teste togene
på en 3% stigning
 





Også privatbane materiel kom
ud på stigningen, selvom de næppe
kommer til at befare den


 

Heljans Mo klarede sig
overraskende godt









Stort set alt det materiel, jeg kunne forestille mig at køre med, har været på rampen og blive testet.
Som ventet klarede HobbyTrades D-maskine og deres MT sig knap så godt, men tilfredsstillende i forhold til den toglængde, de vil kunne komme til at trække op ad stigningen.
Resten klarede uden problemer de toglængder på 1,5 meter, som banen kan håndtere - og lidt til👍😃
Heljans Mo trak uden problemer 4 store personvogne og en pakvogn op ad stigningen og gennem kurven, hvilket var en stor positiv overraskelse for mig.

Det positive udfald af forsøgene med rampen, fjernede mine sidste betænkeligheder ved at bygge banen om til 2 etager med selve Knarbjerg Station på øverste etage.

Så nu er jeg ude i det, der reelt bliver tale om en fuldstændig ny konstruktion af banen og, så vil det være naturligt at se på, hvilke ting på den gamle Knarbjerg Station, som ikke har været helt optimale og, om de måske kan ændres til det bedre i forbindelse med ombygningen.

Hvad har så været mindre godt ved den gamle Knarbjerg Station:

  • Den absolut største ulempe ved den gamle Knarbjerg Station er at, de spor, som bruges til at opbygge og nedbryde godstog, ligger bagest, så man skal række ind over stationsbygning og varehus, når man rangerer på dem og omstille sporskifter.
     
    Knarbjerg Station som den har set ud meget længe

  • Og så kunne jeg godt tænke mig at øge mindste radius så meget som muligt, da 55 cm stadig er ret skarp
Den nye Knarbjerg Bane:
Tilbage på tegnebrættet og, det kom der nedenstående planer for de to etager ud af.

På hver etage vil der være to løse moduler - et foran døren ind til rummet og et foran vinduet ud til haven.
De vil blive konstrueret så modulet foran døren monteres først og derefter modulet foran vinduet. Begge "klikkes" på plads så strøm og data er forbundet så snart modulet er lagt på plads.

Jeg overvejer stadig forskellige muligheder for at opbevare modulerne i samme rum, så jeg undgår at skulle flytte dem frem og tilbage fra kælderen. Men en brugbar løsning er ikke dukket frem i mit hoved endnu.

Sporplaner for den kommende bane:
Jeg er bedst til at beslutte den endelig form på spor geometrien, når sporene ligger på pladen foran mig. Så den endelige sporplan og udformningen af modulerne vil nok afvige fra tegningerne men, de giver en god ide om hvad, det er jeg vil arbejde hen imod.

Øverste etage med Knarbjerg Station

På denne plan er stationsbygning og varehus flyttet
til bagkanten og, samtidig er det lykkedes at få mindste
radius op på 70 cm
Pr 1. august 22 er der kommet en lille færgerute til øen "Gribsholm"



Knarbjerg station er blevet vendt om, så stationsbygning og varehus er rykket op mod bagvæggen.
Det er samtidig lykkedes at flytte stationsbygningen, så den ikke ligger ud for det første sporskifte.
Ved at flytte remisen er der blevet plads til et helt nyt sidespor til F.J.O.K og, der er blevet lidt mere plads til landskab omkring de øvrige godskunder samt lidt by i hjørnet ved stations pladsen.

Mindste radius i kurve er øget til 60 cm og findes på havnesporet foran remisen.
Øvrige spor har en radius på minimum 70 cm

Fra Knarbjerg løber banen ud langs "Knarbjerg Fjord" inden den forsvinder ind bag havne modulet og begynder faldet ned til etagen neden under.

Havnen drejes en anelse, så der bliver en lille smule mere plads i indgangspartiet til lokalet, når banens løse sektioner er pakket væk.

Jeg overvejede på et tidspunkt at elektrificere alle sporskifter men, da der kun er 30 cm at arbejde på under stationen, har jeg droppet den ide igen. Det bliver for bøvlet at vedligeholde drevene på den plads. Og da alle baner, jeg har bygget siden midten af 80'erne har haft håndbetjente sporskifter, klarer banen her sig også nok med det.

Skjult strækning
Fra øverste etage kører banen ned bag ved havnen og skjult et stykke med et fald på 3%

 
Det skjulte spor er den del, som er stiplet på tegningen.

Det skjulte spor tænkes ikke at ligge helt skjult men, forløbe i baggrunden delvist synligt men, uden at trænge sig ind på det landskab, som er den primære del af Scenen.
Jeg bryder mig ikke om skjulte spor, så jeg vil gerne kunne se togene så meget som muligt. På den måde håber jeg også det vil være nemmere at håndtere eventuelle afsporinger og lignende i dagligdagen.

Nederste etage med mellem stationer og opstilling

Fra det skjulte spor kommer banen ud på nederste etage og, her er det tanken at lave to mellemstationer samt to strækninger med landskab. Sammen med udkørslen fra Knarbjerg på øverste niveau, kommer de til at udgøre samlet 3 "scener" med landskab. Jeg har en nogenlunde klar ide om hvad, temaet skal være for de tre scener, som jeg beskriver i de enkelte afsnit. Det er så under overvejelse om, de 3 scener skal repræsentere hver sin årstid - forår, sommer, efterår.
Som tidligere nævnt, har jeg aldrig lavet noget landskab af betydning i de mere end 40 år, jeg har bygget modeltog men, ideerne er der, så muligheden skal også være der.
Fremtiden må så vise om, det lykkes at få lavet noget landskab.😉

På det nederste niveau falder sporet mellem stationerne op til 1,5% i retning mod opstillingsbanegården. Selve stationerne ligger vandret.

Stationerne er forsøgt placeret i rummet, så de konflikter mindst muligt med de områder hvor, der arbejdes på Knarbjerg Station på det øverste niveau.
Det er målet at, banen skal betjenes af 2 til 4 mand og at, man ikke går i vejen for hinanden, mens man løser opgaverne med toget.

Det første stykke følger det, jeg forestille mig skal blive en skovklædt ådal frem til "Bjaldsbæk Station" med savværk, læssevej og varehus.

 Bjaldsbæk Station
 
Bjaldsbæk Station sept 2022


Bjaldsbæk Station er en mindre landstation uden mulighed for at kryds personførende tog ved perron.
Der er en læssevej med omløbsmulighed og 2 private sidespor - et til et lille brændselsdepot og et til en lidt større virksomhed,som ikke er konkretiseret endnu

Skovsør Station
 
Skovsør Station (hed tidligere Mørkøbing)
sept 2022


Fra Bjaldsbæk løber banen gennem kuperet agerland til Skovsør Station.
Skovsør er en mere klasisk mellemstation med krydsningsspor og læssevej med enderampe.
Derudover er der et privat sidespor til savværket.

Udover at tilføre banen endnu et arbejdsområde for togene, især lokal godstoget, så tjener stationen også et helt andet formål.
Det vil nemlig være her, togene på opstillingen opbygges og gøres klar mellem køredagene på anlægget.
Derfor har det været vigtigt at, stationen har omløbs kapacitet svarende til fuld længde på banens tog, så et tog fra opstillingen kan bakkes ud på Mørkøbing Station og, maskinen kan løbe om via læssevejs sporet, for derefter at bakke toget ind på opstillingen igen, så toget er klar til næste køredøgn.

Opstillings banegården
"Svandborg"

 
Fra Skovsør føres banen videre til købstaden "Svandborg", som i praksis er en delvist skjult opstillingsbanegård bag ved Bjaldsbæk Station.


Opstillings banegården er placeret bag ved mellemstationen Bjaldsbæk med meget lidt plads mellem de to elementer.
Det er tanken at opsætte en lodret væg mellem sporene beklædt med træer og et passende baggrunds motiv, der giver en illusion af dybde men, det skal samtidig være muligt at se ind på opstillings sporene, så man ikke kører togene til og fra denne i blinde.

Jeg overvejer muligheden for at etablere en form for automatisk afkobling af lokomotiverne ved ankomst opstillingsbanegården. Hvis det lykkes, vil det kun tage ganske kort tid at gøre klar til en ny køredag, da der så blot kan køres en ny maskine på fra maskinsporet og, så er man klar.

Uløste opgaver:

Sikkerhed: Knarbjerg Station vil blive placeret 166 cm over gulvet og, det vil kræve, man står på noget,for at betjene stationen.
At hæve gulvet, vil være meget upraktisk. Dels fordi det så vil hindre skabene under banen, som er monteret på hjul, i at kunne køres ud ved vedligeholdelse af banen og ved rengøring, dels fordi nederste niveau er placeret kun 30 cm lavere, så det i så fald bliver nødvendigt at gå foroverbøjet når, man betjener det nederste niveau.
Der skal altså konstrueres nogle "øer" man kan stå på, når man betjener Knarbjerg. Og jeg er bekymret for at, man kan komme til skade når man skal op og ned fra disse øer hele tiden, ligesom man kan falde over dem når, man betjener nederste niveau og er optaget af sit tog.

Holdere til vognkort, fragtsedler og køreplaner.
Da anlægget jo bygges til at kunne køre køreplanskørsel med styring af godsvognene efter fragtsedler, så skal der også være steder til opbevaring af bureaukratiet.
Det mest naturlige sted vil være at, sætte nogle holdere på forkanten af anlægget men, jeg mangler endnu at finde en nem løsning, der også ser pæn ud, når den er færdig.

Afrunding:
Jeg er ret begejstret for de nye tanker omkring banen, og glæder mig som et lille barn til at komme i gang med ombygningen.
Der vil dog ikke ske noget før til efteråret, når hus og have ikke længere kræver så meget opmærksomhed, som de gør lige nu.

Rigtig god sommer til alle, der følger banen og dens udvikling og på gensyn om nogle måneder

Hilsen Knarbjerg😊
 


søndag den 17. april 2022

Hvordan fjerner man 3. lanterne på DSB's E 991 fra Märklin?

E-maskinen fra Märklin er en epoke VI model og, helt korrekt,
udstyret med 3 lys foran og bag på
 Den meget flotte model af DSB's E 991 fra Märklin/Trix er udført, som lokomotivet tog sig ud som veterantogs lokomotiv i 90erne og starten af 0'erne.
I den periode var det også et krav for veterantog at, der var 3 lys i kendingssignalet foran på toget, hvorfor maskinen naturligvis har 3 lanterner foran og bagpå.

Knarbjerg Banen kører som bekendt i epoke III, hvor damplokomotiverne kun havde 2 lanterner foran og ofte kun en lanterne bagpå tenderen.
Derfor vil jeg gerne have fjernet nogle af lanternerne på mit eksemplar af E 991.

Et opslag på facebook gav mig modet til at gå i gang og, her følger en kort beskrivelse af, hvordan jeg gjorde.
(OBS!!! Hvis man fjerner en eller flere lanterner, kan det bevirke at, garantien på lokomotivet bortfalder. Så undlad at foretage dette indgreb hvis, du ønsker at opretholde fabriksgarantien på lokomotivet)

Lanternerne er klikket på plads og, der går 2 tynde ledninger fra maskinen og op til LED'en i lygtehuset.
 
Forreste lanterne løsnet fra fodpladen
Jeg startede med den forreste lanterne i lokomotivets venstre side, og brugte fingrene til forsigtigt at lirke lanternen op fra fodpladen.
Der er ikke meget ledning at give af, når lanternen er løs, så den skal vristes fri med forsigtighed, så man ikke flår ledningerne over.

Ledningerne blev skåret over med en hobbykniv med et helt frisk blad


Når lanternen er fjernet, er der et hul i fodpladen på ca 2 x 2,5 mm


De to ledninger, som sidder tilbage i hullet, forseglede jeg med lidt klar lak, for at sikre mod kortslutning.

 
Lanternen øverst på tenderen har lidt mere ledning
at give af
Lanternerne på tenderen sidder fast på samme måde.
Her har jeg valgt at fjerne både den øverste og den nederste venstre.

Til at lave "dæksler" over hullerne, har jeg brugt helt almindeligt sort isolerbånd
 
Der er brugt sort isolerbånd til at lave dæksler over
de huller, hvor lanternerne har siddet
Farven på isolerbåndet passer godt med farven på lokomotivet, så de ses næsten ikke.
Derudover er det meningen at patinere maskinen og, når det er gjort, vil man skulle se godt efter for at se dækslerne.
 
Her i direkte sollys fra vinduet, ses dækslet tydeligt.
Men når maskinen er blevet patineret, vil man
næppe bemærke det.

Jeg er lidt spændt på om isolerbåndet går løs med tiden men, det må tiden vise

Det færdige resultat:
 







 

 


torsdag den 14. april 2022

DSB damlokomotiv litra E fra Märklin/Trix

Det kom som en overraskelse for mange af os, da Märklin for kort tid siden annoncerede at, de kom med DSB's E maskine i model i anledning af jernbanens 175 års jubilæum i Damark.
 


Ikke mindre overraskende var det at, modellen var færdigproduceret og klar til at blive sendt ud i butikkerne stort set med det samme.

E maskinen har længe stået passivt på Knarbjerg Banens ønskeseddel, som noget nær en umulig drøm.
Heljan udsendte ganske vidst for en del år siden en model af lokomotivet men, anmeldelserne fra dem, der købte modellen, har mildt sagt ikke været gode, så den har jeg holdt mig fra.
Men da Märklin plejer at producere noget der virker, skulle der ikke tænkes ret længe, da nyheden slap ud og, et eksemplar blev bestilt med det samme.

Efter at have ventet utålmodigt i nogle få dage, kom maskinen endelig til Knarbjerg i går. Og her følger så de første indtryk af maskinen efter udpakning.
 
Modellen af E-maskinen er udført, som lokomotivet så
ud, da det var i drift som museumslokomotiv i 90'erne og
starten af nullerne og, er dermed Knarbjerg banens mest moderne lokomotiv😀

Selvom der er tale om et damplokomotiv, så er der epoke mæssigt tale om Knarbjerg Banens mest moderne lokomotiv, eftersom Mäklin har valgt at producere lokomotivet, som det tog sig ud som museumslokomotiv i 90'erne og starten af nullerne.
Dét er bl.a. årsagen til at, der er 3 lanterner i hver ende af lokomotivet.
Men det kan jeg godt leve med😉
Måske kan det på sigt lade sig gøre at fjerne den ene lanterne, uden at skæmme modellen - vi får se.

Lokomotivet leveres solidt indpakket og godt beskyttet i det sædvanlige pap og plastik. Lidt spændende om, man kan pakke den sammen igen uden at ødelægge noget...

Der er "naturligvis" tale om en super detaljeret og flot model, som kører problemfrit lige ud af æsken
En lille video med maskinen kan ses her
 
Flere billeder af maskinen nederst i opslaget

 

Detaljer og løse dele

Med i æsken følger 3 små poser med løsdele, som valgfrit kan eftermonteres.
 
I æsken til lokomotivet ligger der 3 poser med ekstra detaljer
til at montere på modellen

Helt valgfrit er det dog ikke, for i følge brugsanvisningen, egner de fleste dele sig kun til montage på en udstillingsmodel og ikke på en model, som skal køre på en modeljernbane og, det er desværre rigtigt😒

Løsdelene er meget flot udført i solide materialer men, til min store overraskelse, er de ikke lavet, så de kan "klikkes" på modellen men, sidder ganske løst i deres respektive huller og, vil nemt falde af med mindre, man limer dem fast.

Der medfølger blandt andet trin til montering på rammen forrest ved løbe boggien.
 

Der medfølger løse trin til montering forrest på lokomotivet.
Men de kan ikke være monteret under kørsel

Trinnene er, efter min mening, ret karakteristiske for E-maskinen, så jeg ville meget gerne have dem monteret fast men, udsvinget på løbe boggien er så stort, selv ved kurveradier på 55-60 cm, at de ikke kan sidde på under kørsel.
Jeg vil overveje om, de evt. kan limes fast på løbe boggien i stedet for at blive monteret på rammen.
 

Løbe boggiens udsving i kurver er så stort at, de løse trin ikke
kan være monteret under kørsel.
Her står lokomotivet i en kurve med radius 55 cm

Afstanden mellem tender og lokomotiv kan justeres, så der kan køres i radier ned til 36 cm men, da mindste radius på Knarbjerg Banen er 55 cm, fungerer det fint med den korteste afstand mellem de to, som er vist på billederne.

Under førerhuset kan monteres et sæt rør (som jeg ikke kender funktionen af), som udgør en flot detalje men, også de giver problemer, hvis de er monteret under kørsel.

 
Rørene her kan ikke umiddelbart være monteret under kørsel.
Rørene forhindre løberens udsving, så selv i store kurver på 90 cm
giver det problemer i form af afsporing.

Jeg har valgt at dele rørene i to og lime den ene del fast under førerhuset og den anden del - rørene - fast til løberen lige over aksellejet. Rørene er så klippet over lige under kanten af førerhuset og forkortet en anelse så løberen har frit udsving i kurverne

Der medfølger også en speciel "stige" til at montere ved de store drivhjul, så man kan komme op til domen på toppen af kedlen.
  
Den lidt specielle stige ved siden af de store drivhjul
Stigen kan godt sidde, uden at komme i konflikt med gangtøjet men, selv ved de lave perroner i Knarbjerg går det nederst trin på.
Dette er også en detalje, jeg nødigt vil undvære, så her skal også tænkes over en løsning...

På tenderen kan der monteres trin op til førerhuset.
Disse kan måske give problemer ved meget skarpe kurver. Men på Knarbjerg Banen ser de ikke ud til at give problemer
 
Trinnene op til førerhuset skal monteres på tenderen


Eneste løsdel, som, her på banen, ser ud til at fungere helt problemfrit er banerømmerne forrest på lokomotivet.
  

Banerømmerne forrest fungerer fint

Der medfølger ikke nogen mulighed for at montere kobling eller krog i forenden af lokomotivet.

Påskrifter

Påskrifterne er meget fine og tydelige - her et par eksempler

 

 
 
Lækker lille detalje😊

Køre egenskaber:

Maskinen kører ganske enkelt som en drøm lige ud af æsken. Selvom uden tilkørsel, kører den jævnt og lydløst selv, når det går meget langsomt
Da Knarbjerg Banen er under ombygning, har det ikke være muligt at lave de store test af trækkraft og den slags men, umiddelbart tror jeg, den kan trække det, den skal.
 




Jeg har set et par tyske videoer hvor, det virker som om slør i drivhjulene får rammen til at bevæge sig op og ned over den forreste løbe boggie. Så det var jeg lidt spændt på, om også skulle gælde for mit eksemplar.
Men min maskine bevæger sig helt roligt gennem sporet uden vrikken af nogen art.

Lyde og funktioner.

Jeg er ikke den store tilhænger af lyd og, er derfor nok ikke den rette til at give en konstruktiv anmeldelse af E-maskinens lyd.
Men et par kommentarer skal den dog have med:
På mit Lenz system er lydene rykket en enkelt gang i forhold til brugsanvisningen. Det vil sige at, driftlyden ikke ligger på F1 men på F2, Fløjten ligger på F3 i stedet for F2 osv osv.
Lyden skal justeres ned men, det skal den jo på de fleste nye maskiner.

Jeg har aldrig selv hørt en E-maskine i virkeligheden men, sammenligner man lyden i modellen med lyden af forbilledet i Jan Williams film her synes jeg, der mangler noget.
Sammenligner jeg med mine øvrige dampere med lyd fra Mck, Hobbytrade og Brawa, virker E-maskinens lyd temmelig "tam".

Ud over fløjte og dampslag, er der en række andre lyde man kan underholde sig med, hvis man har de lyster😉

Lys

For mig er lyset den vigtigste funktion, så man kan se, hvilken retning lokomotivet er sat til at køre i.
(Men i 60'erne, hvor Knarbjerg Banen primært befinder sig, kørte man ikke med lyset tændt om dagen)
Det er muligt at vælge mellem lys i alle tre lanterner eller kun de nederste.
Derudover er det muligt at tænde lys i førerhuset og få flammeskær fra fyret men, det er næppe funktioner, der vil blive gjort stort brug af her på banen.

Konklusion:

Mäklin/Trix har begået en pragtfuld model med meget fine køre egenskaber, som nok skal vække begejstring på Knarbjerg Banen og andre modeljernbaner rundt omkring.
Prisen på knap 5000,- Kr er i den høje ende. Om den er for høj, må være op til den enkelte at afgøre men, jeg synes, man får god valuta for pengene👍😊

At de løse detaljer ikke egner sig til montage på en kørende model, er for mig lidt ærgerligt.
Men mon ikke jeg selv, eller nogen af Jer andre kreative sjæle, finder en løsning på nogle af dem med tiden?😀

Flere billeder: