søndag den 17. april 2022

Hvordan fjerner man 3. lanterne på DSB's E 991 fra Märklin?

E-maskinen fra Märklin er en epoke VI model og, helt korrekt,
udstyret med 3 lys foran og bag på
 Den meget flotte model af DSB's E 991 fra Märklin/Trix er udført, som lokomotivet tog sig ud som veterantogs lokomotiv i 90erne og starten af 0'erne.
I den periode var det også et krav for veterantog at, der var 3 lys i kendingssignalet foran på toget, hvorfor maskinen naturligvis har 3 lanterner foran og bagpå.

Knarbjerg Banen kører som bekendt i epoke III, hvor damplokomotiverne kun havde 2 lanterner foran og ofte kun en lanterne bagpå tenderen.
Derfor vil jeg gerne have fjernet nogle af lanternerne på mit eksemplar af E 991.

Et opslag på facebook gav mig modet til at gå i gang og, her følger en kort beskrivelse af, hvordan jeg gjorde.
(OBS!!! Hvis man fjerner en eller flere lanterner, kan det bevirke at, garantien på lokomotivet bortfalder. Så undlad at foretage dette indgreb hvis, du ønsker at opretholde fabriksgarantien på lokomotivet)

Lanternerne er klikket på plads og, der går 2 tynde ledninger fra maskinen og op til LED'en i lygtehuset.
 
Forreste lanterne løsnet fra fodpladen
Jeg startede med den forreste lanterne i lokomotivets venstre side, og brugte fingrene til forsigtigt at lirke lanternen op fra fodpladen.
Der er ikke meget ledning at give af, når lanternen er løs, så den skal vristes fri med forsigtighed, så man ikke flår ledningerne over.

Ledningerne blev skåret over med en hobbykniv med et helt frisk blad


Når lanternen er fjernet, er der et hul i fodpladen på ca 2 x 2,5 mm


De to ledninger, som sidder tilbage i hullet, forseglede jeg med lidt klar lak, for at sikre mod kortslutning.

 
Lanternen øverst på tenderen har lidt mere ledning
at give af
Lanternerne på tenderen sidder fast på samme måde.
Her har jeg valgt at fjerne både den øverste og den nederste venstre.

Til at lave "dæksler" over hullerne, har jeg brugt helt almindeligt sort isolerbånd
 
Der er brugt sort isolerbånd til at lave dæksler over
de huller, hvor lanternerne har siddet
Farven på isolerbåndet passer godt med farven på lokomotivet, så de ses næsten ikke.
Derudover er det meningen at patinere maskinen og, når det er gjort, vil man skulle se godt efter for at se dækslerne.
 
Her i direkte sollys fra vinduet, ses dækslet tydeligt.
Men når maskinen er blevet patineret, vil man
næppe bemærke det.

Jeg er lidt spændt på om isolerbåndet går løs med tiden men, det må tiden vise

Det færdige resultat:
 







 

 


torsdag den 14. april 2022

DSB damlokomotiv litra E fra Märklin/Trix

Det kom som en overraskelse for mange af os, da Märklin for kort tid siden annoncerede at, de kom med DSB's E maskine i model i anledning af jernbanens 175 års jubilæum i Damark.
 


Ikke mindre overraskende var det at, modellen var færdigproduceret og klar til at blive sendt ud i butikkerne stort set med det samme.

E maskinen har længe stået passivt på Knarbjerg Banens ønskeseddel, som noget nær en umulig drøm.
Heljan udsendte ganske vidst for en del år siden en model af lokomotivet men, anmeldelserne fra dem, der købte modellen, har mildt sagt ikke været gode, så den har jeg holdt mig fra.
Men da Märklin plejer at producere noget der virker, skulle der ikke tænkes ret længe, da nyheden slap ud og, et eksemplar blev bestilt med det samme.

Efter at have ventet utålmodigt i nogle få dage, kom maskinen endelig til Knarbjerg i går. Og her følger så de første indtryk af maskinen efter udpakning.
 
Modellen af E-maskinen er udført, som lokomotivet så
ud, da det var i drift som museumslokomotiv i 90'erne og
starten af nullerne og, er dermed Knarbjerg banens mest moderne lokomotiv😀

Selvom der er tale om et damplokomotiv, så er der epoke mæssigt tale om Knarbjerg Banens mest moderne lokomotiv, eftersom Mäklin har valgt at producere lokomotivet, som det tog sig ud som museumslokomotiv i 90'erne og starten af nullerne.
Dét er bl.a. årsagen til at, der er 3 lanterner i hver ende af lokomotivet.
Men det kan jeg godt leve med😉
Måske kan det på sigt lade sig gøre at fjerne den ene lanterne, uden at skæmme modellen - vi får se.

Lokomotivet leveres solidt indpakket og godt beskyttet i det sædvanlige pap og plastik. Lidt spændende om, man kan pakke den sammen igen uden at ødelægge noget...

Der er "naturligvis" tale om en super detaljeret og flot model, som kører problemfrit lige ud af æsken
En lille video med maskinen kan ses her
 
Flere billeder af maskinen nederst i opslaget

 

Detaljer og løse dele

Med i æsken følger 3 små poser med løsdele, som valgfrit kan eftermonteres.
 
I æsken til lokomotivet ligger der 3 poser med ekstra detaljer
til at montere på modellen

Helt valgfrit er det dog ikke, for i følge brugsanvisningen, egner de fleste dele sig kun til montage på en udstillingsmodel og ikke på en model, som skal køre på en modeljernbane og, det er desværre rigtigt😒

Løsdelene er meget flot udført i solide materialer men, til min store overraskelse, er de ikke lavet, så de kan "klikkes" på modellen men, sidder ganske løst i deres respektive huller og, vil nemt falde af med mindre, man limer dem fast.

Der medfølger blandt andet trin til montering på rammen forrest ved løbe boggien.
 

Der medfølger løse trin til montering forrest på lokomotivet.
Men de kan ikke være monteret under kørsel

Trinnene er, efter min mening, ret karakteristiske for E-maskinen, så jeg ville meget gerne have dem monteret fast men, udsvinget på løbe boggien er så stort, selv ved kurveradier på 55-60 cm, at de ikke kan sidde på under kørsel.
Jeg vil overveje om, de evt. kan limes fast på løbe boggien i stedet for at blive monteret på rammen.
 

Løbe boggiens udsving i kurver er så stort at, de løse trin ikke
kan være monteret under kørsel.
Her står lokomotivet i en kurve med radius 55 cm

Afstanden mellem tender og lokomotiv kan justeres, så der kan køres i radier ned til 36 cm men, da mindste radius på Knarbjerg Banen er 55 cm, fungerer det fint med den korteste afstand mellem de to, som er vist på billederne.

Under førerhuset kan monteres et sæt rør (som jeg ikke kender funktionen af), som udgør en flot detalje men, også de giver problemer, hvis de er monteret under kørsel.

 
Rørene her kan ikke umiddelbart være monteret under kørsel.
Rørene forhindre løberens udsving, så selv i store kurver på 90 cm
giver det problemer i form af afsporing.

Jeg har valgt at dele rørene i to og lime den ene del fast under førerhuset og den anden del - rørene - fast til løberen lige over aksellejet. Rørene er så klippet over lige under kanten af førerhuset og forkortet en anelse så løberen har frit udsving i kurverne

Der medfølger også en speciel "stige" til at montere ved de store drivhjul, så man kan komme op til domen på toppen af kedlen.
  
Den lidt specielle stige ved siden af de store drivhjul
Stigen kan godt sidde, uden at komme i konflikt med gangtøjet men, selv ved de lave perroner i Knarbjerg går det nederst trin på.
Dette er også en detalje, jeg nødigt vil undvære, så her skal også tænkes over en løsning...

På tenderen kan der monteres trin op til førerhuset.
Disse kan måske give problemer ved meget skarpe kurver. Men på Knarbjerg Banen ser de ikke ud til at give problemer
 
Trinnene op til førerhuset skal monteres på tenderen


Eneste løsdel, som, her på banen, ser ud til at fungere helt problemfrit er banerømmerne forrest på lokomotivet.
  

Banerømmerne forrest fungerer fint

Der medfølger ikke nogen mulighed for at montere kobling eller krog i forenden af lokomotivet.

Påskrifter

Påskrifterne er meget fine og tydelige - her et par eksempler

 

 
 
Lækker lille detalje😊

Køre egenskaber:

Maskinen kører ganske enkelt som en drøm lige ud af æsken. Selvom uden tilkørsel, kører den jævnt og lydløst selv, når det går meget langsomt
Da Knarbjerg Banen er under ombygning, har det ikke være muligt at lave de store test af trækkraft og den slags men, umiddelbart tror jeg, den kan trække det, den skal.
 




Jeg har set et par tyske videoer hvor, det virker som om slør i drivhjulene får rammen til at bevæge sig op og ned over den forreste løbe boggie. Så det var jeg lidt spændt på, om også skulle gælde for mit eksemplar.
Men min maskine bevæger sig helt roligt gennem sporet uden vrikken af nogen art.

Lyde og funktioner.

Jeg er ikke den store tilhænger af lyd og, er derfor nok ikke den rette til at give en konstruktiv anmeldelse af E-maskinens lyd.
Men et par kommentarer skal den dog have med:
På mit Lenz system er lydene rykket en enkelt gang i forhold til brugsanvisningen. Det vil sige at, driftlyden ikke ligger på F1 men på F2, Fløjten ligger på F3 i stedet for F2 osv osv.
Lyden skal justeres ned men, det skal den jo på de fleste nye maskiner.

Jeg har aldrig selv hørt en E-maskine i virkeligheden men, sammenligner man lyden i modellen med lyden af forbilledet i Jan Williams film her synes jeg, der mangler noget.
Sammenligner jeg med mine øvrige dampere med lyd fra Mck, Hobbytrade og Brawa, virker E-maskinens lyd temmelig "tam".

Ud over fløjte og dampslag, er der en række andre lyde man kan underholde sig med, hvis man har de lyster😉

Lys

For mig er lyset den vigtigste funktion, så man kan se, hvilken retning lokomotivet er sat til at køre i.
(Men i 60'erne, hvor Knarbjerg Banen primært befinder sig, kørte man ikke med lyset tændt om dagen)
Det er muligt at vælge mellem lys i alle tre lanterner eller kun de nederste.
Derudover er det muligt at tænde lys i førerhuset og få flammeskær fra fyret men, det er næppe funktioner, der vil blive gjort stort brug af her på banen.

Konklusion:

Mäklin/Trix har begået en pragtfuld model med meget fine køre egenskaber, som nok skal vække begejstring på Knarbjerg Banen og andre modeljernbaner rundt omkring.
Prisen på knap 5000,- Kr er i den høje ende. Om den er for høj, må være op til den enkelte at afgøre men, jeg synes, man får god valuta for pengene👍😊

At de løse detaljer ikke egner sig til montage på en kørende model, er for mig lidt ærgerligt.
Men mon ikke jeg selv, eller nogen af Jer andre kreative sjæle, finder en løsning på nogle af dem med tiden?😀

Flere billeder:

 

 













søndag den 6. februar 2022

Den store ombygning af banen er sat i gang

Det var en lille smule vemodigt at, begynde demonteringen af modulerne, som reelt aldrig fik lov til at vise om, de kunne leve op til den drift, de var konstrueret til.
Men jeg er helt sikker på, jeg vil få meget mere glæde af den noget mindre udgave af Knarbjerg Banen, som bliver resultatet når, ombygningen er færdig.

Modulerne fra Mørkøbing/Mørke station
er afmonteret. Det samme er de fleste af de
øvrige moduler
Som det kan ses af billedet, er Mørkbing og Mørke nu historie.
Det samme gælder de øvrige løse sektioner, der alle har fået spor og elektronik afmonteret.
Det gælder dog ikke Bjaldsbæk Station, som er fredet indtil videre. Mere om det en anden gang.

Hvor lang tid, der vil gå før, der atter kan køres tog på banen, er usikkert men, et kvalificeret bud vil være et år til halvandet.

Jeg tænker stadig over selve ombygningen og, hvor omfattende den skal være.
Blandt andet overvejes det om, der skal lægges sporskiftedrev i sporskifterne på selve stationen. Alle sporskifter er lige nu håndbetjente.
Det bliver jo nødvendigt med drev på sporskifterne på den nye opstilling og, jeg er ikke sikker på, det er en god ide at have nogle skifter elektriske og andre ikke.

Hvis jeg beslutter at montere drev på sporskifterne, skal de op for at, der kan bores hul til drevet. Og i den forbindelse kunne det være fristende at foretage den støjdæmpning, jeg flere gange har fortrudt, jeg sprang over i første omgang.
Og så er jeg pludselig ude i en ret omfattende ombygning - eller snarer rekonstruktion af hele stationen.

Så jeg tænker og tænker og, ligger nok lidt ud her en gang imellem, så I kan følge processen😉

mandag den 24. januar 2022

Leg med godstog på Knarbjerg Station

 Jeg har lavet en lille video om rangeringen med godstog på Knarbjerg Station, som kan ses her


Desuden er der kommet en ny side i menuen til højre "Mere leg med godstog", som mere detaljeret beskriver fragtsystemerne på Knarbjerg Banen gennem tiden.
God fornøjelse😉


fredag den 24. december 2021

Året der gik på Knarbjerg banen 2021

Juletravlhed på Knarbjerg Station

Først og fremmest glædelig jul og godt nytår til alle læserne af disse sider

Også året 2021 kom til at stå i coronavirussens tegn og, alle de annoncerede køredage var - med undtagelse af en, der måtte aflyses p.g.a. arbejde -  på forunderlig vis blevet timet således at, det på tidspunktet for kørslen, ikke var forsvarligt at gennemføre og, derfor måtte de aflyses en efter en. Det lykkedes dog at gennemføre et par "private" kørsler med meget begrænset deltagerantal.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at, afholde en "rigtig" køredag på Knarbjerg Banen i den store version med alle modulerne. Så der holdes liv i modulerne lidt endnu.

Der er ikke sket meget på banen det forgangne år. Det skyldes bland andet beslutningen om at ombygge banen, så størstedelen af modulerne afskaffes og, kun selve Knarbjerg med havn bevares.

Der er dog igangsat et par projekter:

Remisen i Knarbjerg

I efteråret begyndte jeg på remisen i Knarbjerg.
Udgangspunktet er et byggesæt fra firmaet Kibri, som modificeres til at ligne en dansk privatbane remise. Lidt mere om den proces vil følge her på siderne senere.
 

Et andet projekt er nyt varehus til havnen i Knarbjerg.
Bygningen var oprindeligt tænkt til Mørkøbing Station, som er en del af de moduler, der skal sættes op fra gang til gang men, da den nu er besluttet nedlagt, vil varehuset nok finde sin plads på haven i stedet.

2022 hvad så?

For at være ærlig, så er det lidt usikkert.
Beslutningen om at droppe de mange moduler og nedskalere banen, så den bliver betydeligt mindre i omfang, har sat en masse tanker i gang.
Knarbjerg i sin nuværende form bærer på nogle grundelementer, som daterer sig helt tilbage til den oprindelige bane fra 2006 og nogle ting fungerer ikke længere optimalt.
Så måske er det i virkeligheden tiden til at udtænke og bygge en helt ny bane, som opfylder de behov og krav, jeg har i dag, i stedet for at blive ved med at ændrer på en mere end 15 år gammel idé...

2022 bliver et spændende år ;o)


lørdag den 11. september 2021

Knarbjerg Banen bygges om - igen...

 

Kort fortalt så bliver Knarbjerg Banen væsentligt mindre i løbet af den kommende vinter.
Det har været utroligt sjovt og spændende at bygge banen, og få den til at fungere men iden form, den har nu men, jeg må erkende at, banen simpelthen er for stor og at de mål, jeg havde sat mig for, hvor lang tid det må tage at sætte banen op og tage den ned igen, aldrig vil blive nået.
Noget andet er at, banen jo skal sættes op i fuldt omfang for at fungere og, da den fylder halvdelen af huset, kan den kun stå fremme i meget kort tid før, den må tages ned igen.
Så jeg har et stort modelbaneanlæg men, har begrænset glæde af det fordi, det er pakket ned det meste af tiden.
Det vil jeg gerne lave om på.

Selve Knarbjerg Station og havn, som jo er den vigtigste del af Knarbjerg Banen, da det er her den sjove rangering foregår, forbliver stort set uændret. Denne del af banen er sat permanent op i et lille rum på 3,95 x 2,8 meter, der samtidig fungerer som kontor.
Resten af banen har indtil nu bestået af 16 sektioner, som sættes op i dagligstuen ved siden af og, det er denne del, som nedlægges.

Fremover vil banen kun være i det lille rum med selve Knarbjerg Station som det centrale midtpunkt.
Til at forsyne stationen med tog, bygges der bagved den nuværende havn en meget kompakt opstillingsbanegård, der kan forsyne stationen med tog fra henholdsvis statsbanen og privatbanen.

De løse sektioner slipper jeg ikke helt for. Da rummet også skal fungere som kontor, vil der stadig være 2 til 3 løse sektioner, som skal monteres for at banen kan køre i fuldt omfang. Men der er ”kun” tale om landskabs sektioner uden industri- eller opstillingsspor og, de vil kunne konstrueres således at, de er til at ”klikke” på den permanente del og vil med det samme være forbundet elektrisk. På den måde vil banen kunne gøres fuldt funktionsdygtig på nogle få minutter, hvor det i dag tager adskillige timer.

Opstillingsbanegården, som er illustreret på tegningen, vil kunne rumme de samme tog, som kører på den store bane i dag, og dermed skulle jeg være i stand til at genbruge hele det set up, der er udviklet til at styre godsvognenes løb på den store bane.

Jeg glæder mig meget til at komme i gang med ombygningen, og vil naturligvis løbene beskrive fremskridtene her ;o)

 

tirsdag den 27. juli 2021

OPDATERET 31/7-21 MT lokomotivet fra McK sammenlignet med Hobbytrades


Teksten nederst i indlæggets konklusion er ændret lidt.
Forleden dag trillede det nye MT lokomotiv fra McK ind på Knarbjerg Station
Der har allerede været skrevet en del om modellen i diverse fora men, her er en mere systematisk beskrivelse af Knarbjerg Banens første indtryk af maskinen, som den tager sig ud lige fra æsken holdt op imod den 10 år gamle model fra Hobbytrade.
En lille video hvor,man kan høre lyden og se den køre, kan ses her

Man bemærker med det samme at, MTen fra McK vejer en del mere end Hobbytrades
McK's vejer 281 g på køkkenvægten
Hobbytrades vejer 206 g
Det lover godt for trækkraften, som ikke er den helt store på Hobbytrades udgave.
På Knarbjerg Banen har det ingen betydning, da banen stort set ingen stigninger har.

Det visuelle indtryk

Visuelt er det, som sædvanlig fra McK, en rigtig flot model med et utal af fine detaljer.
Men som man kan se af billedet her under, så var Hobbytrade nu ganske godt med, da de udsendte deres model

McK til højre





Påskrifterne

Ved første øjekast virker de lidt uskarpe og, jeg havde svært ved at se skyggerne.

Men når man tager et billede og forstørrer teksten op, kan man se at, de står fint skarpt. Dog er skyggerne lavet med en ret lys farve sammenlignet med f.eks påskriften på Ardelt traktorerne og, jeg tror det er med til at give det lidt uskarpe indtryk.

Sammenligner man med billeder af forbilledet på Jernbanen.dk, så virker bogstaverne måske lidt for store, ligesom de, på siderne ser ud til at være kommet lidt højt op. På fronterne ser det helt fornuftigt ud.


Påskriften på MT.
Skyggerne er der men, de står ikke så tydeligt


Påskriften på Ardelt traktoren.
Her er skyggerne mørkere og kan tydeligere ses









McK's model til højre.
Hvis man sammenligner med billeder af forbilledet,
sidder Hobbytrades nummer for lavt

McK tilbyder modellen i flere versioner og, i modsætning til modellen fra Hobbytrade, så kan McK's fås både, som den så ud ved leveringen med den oprindelige motor og, som den så ud efter ombygningen med ny motor.
Men her er der en detalje, som måske er smuttet for producenten med mindre, der er tale om et af de kompromisser, producenterne nogle gange er nødsaget til at indgå fordi, der er grænser for, hvor fleksibelt fremstillingsværktøjerne kan laves.
MT lokomotiverne fik nemlig først oliefyr i forbindelse med motorombygningen men, som det fremgår af billedet her under, så har man sat udstødning for oliefyret på modellen i leveringsudgave.
Udstødningen for selve motoren sad også lidt længere væk fra førerhuset ved leveringen end den gør på modellen

Modellen her skulle fremstå, som så ud ved leveringen med den oprindelige motor.
Men udstødningsrøret til oliefyret, som ses i den røde ring, kom først til senere


På billedet ovenfor kan man også se at, McK's model fremstår grøn over det hele, mens Hobbytrades har sorte dørkplader på trædefladerne langs med motorkasserne. Det emne har der været skrevet en del om allerede rundt omkring men, jeg ved simpelthen ikke hvad, der er korrekt i forhold til leveringsudgaven.
På Knarbjerg Banen betyder det ikke noget, da maskines skal patineres og fladerne smudses gevaldigt til. 

McK er rigtig glade for at bruge ætsede metalgitre på deres modeller og det er en af de detaljer, jeg ikke er tilhænger af, da jeg synes, de er alt for grove og giver et udseende, som markant afviger fra forbilledet. Det er som om der kommer en gammeldags billedramme uden om gitteret. Sammenlign evt billedet nedenfor med billederne på jernbanen.dk af nr 157


Med i æsken følger, ud over den sædvanlige pose med koblinger og luftslanger, 3 poser med små mærker, som kan hænges på modellen. De kan sættes på og tages af igen efter behov, hvilket jeg synes er ret smart. Her er en pincet til god hjælp, hvis man, som mig, har lidt klodsede fingre.

De medfølgende løse mærker med forskellige numre
passer heldigvis også til Hobbytrades model

Når alt det ovenfor så er sagt, så står McK's MT frem som en rigtig flot og detaljeret model, der nok skal vække glæde hos personalet på Knarbjerg Banen. De afvigelser, der er i forhold til forbilledet, er trods alt små og ødelægger ikke helhedsindtrykket. Ikke for mig i hvert fald.
Sammenlignet med modellen fra Hobbytrade, så står detaljerne lidt mere skarpt og, nogle steder er der lidt flere af dem.
Men forskellene er overraskende små og Hobbytrades MT er rigtig godt med stadigvæk.


Lyden

Så kommer vi til lyden. Jeg har jo egentlig besluttet ikke at anskaffe maskiner med lyd, når det kan undgås, da jeg ikke synes lyden minder ret meget om lyden fra virkeligheden og, den derfor ikke er pengene værd.
Men da jeg har Hobbytrades med lyd, besluttede jeg også at købe McK's med lyd.

Det første jeg bemærkede, da jeg startede lyden var at, den var sat behageligt lavt - næsten for lavt faktisk.
Trods den lave lyd, skratter højttaleren alligevel lidt.
Når så man aktiverer de andre lyde i dekoderen, går det galt, for de er så lave at, de stort set ikke kan høres, når motoren kører.
Om den lave lyd skyldes forkert højttaler eller programmering, skal jeg ikke kunne sige og, jeg har endnu ikke haft lokomotivet koblet på Lokprogrammeren, så jeg ved ikke om noget af det kan justeres.

Lys

Modellen har 3 forskellige muligheder for kendingssignal:
3 hvide lys i kørselsretningen
1 hvidt lys i øverste lanterne i kørselsretningen.
2 hvide lys i de nederste lanterner i begge ender samtidig (rangerlys)

Og så kan der aktiveres slutlys i form af rødt lys i de to nederste lanterne, som skifter med kørselsretningen.

Derudover kan der også tændes lys i førerrummet

Lyset er, efter min mening, lidt for skarpt men, det burde kunne justeres lidt ned på programmeringssporet.


Køreegenskaberne:

Køreegenskaberne er for mig noget af det vigtigste på modellerne og, her klare MT'en fra McK sig rigtig godt lige ud af æsken.
Når lyden er slået fra, kører maskinen fuldstændig jævnt og stille også ved helt lav hastighed.
Desværre ser den indbyggede "powerpack" ikke ud til at være af samme type som i MX og MZ, som det ellers var lovet. Den går i stå med det samme hvis den møde et strømløst sted på sporet.

Men er sporet rent, så kører den som en drøm.

Når lyden er sat til, er den, ligesom Hobbytrades, lidt lang tid om at skifte retning, hvilket godt kan virke lidt irriterende ved større rangerings opgaver med mange retningsskift. Men da jeg jo ikke bruger lyden i det daglige, er det ikke noget reelt problem.

Konklusion.

McK har produceret en flot og velkørende maskine (hvis sporet den kører på er rent).
Men jeg synes der er to alvorlige problemer:
- powerpacken lever ikke op til det, McK har lovet på deres hjemmeside, nemlig at den er af samme type som i MX og MZ. Den virker simpelt hen ikke.
- lyden lever slet ikke op til den standard vi tidligere har set fra McK

De øvrige ting, jeg har nævnt ovenfor, er småting hvor almindelig "smag og behag" vil afgøre betydningen for den enkelte.

Hvad så med modellen fra Hobbytrade?
Den kører stadig lige så godt som McK
Den er stort set lige så flot som McK's
Den er på nogle punkter mere korrekt i forhold til forbilledet

Så nu har jeg to flotte og velkørende MT lokomotiver til at trække de mindre godstog på Knarbjerg Banen.

Nu drømmer jeg bare om at, McK kommer med MH maskinen, som, for mig, er det mest ikoniske rangerlokomotiv i Danmark i 60'erne og 70'erne

Opdatering:
Peter og Morten fra "Peters Garage" bragte den 31 juli 2021 et opslag i forummet "Sporskiftet", som angiver løsningen på powerpack problemet og en betydelig forbedring af lyden i maskinen
Se tråden her