søndag den 17. april 2022

Hvordan fjerner man 3. lanterne på DSB's E 991 fra Märklin?

E-maskinen fra Märklin er en epoke VI model og, helt korrekt,
udstyret med 3 lys foran og bag på
 Den meget flotte model af DSB's E 991 fra Märklin/Trix er udført, som lokomotivet tog sig ud som veterantogs lokomotiv i 90erne og starten af 0'erne.
I den periode var det også et krav for veterantog at, der var 3 lys i kendingssignalet foran på toget, hvorfor maskinen naturligvis har 3 lanterner foran og bagpå.

Knarbjerg Banen kører som bekendt i epoke III, hvor damplokomotiverne kun havde 2 lanterner foran og ofte kun en lanterne bagpå tenderen.
Derfor vil jeg gerne have fjernet nogle af lanternerne på mit eksemplar af E 991.

Et opslag på facebook gav mig modet til at gå i gang og, her følger en kort beskrivelse af, hvordan jeg gjorde.
(OBS!!! Hvis man fjerner en eller flere lanterner, kan det bevirke at, garantien på lokomotivet bortfalder. Så undlad at foretage dette indgreb hvis, du ønsker at opretholde fabriksgarantien på lokomotivet)

Lanternerne er klikket på plads og, der går 2 tynde ledninger fra maskinen og op til LED'en i lygtehuset.
 
Forreste lanterne løsnet fra fodpladen
Jeg startede med den forreste lanterne i lokomotivets venstre side, og brugte fingrene til forsigtigt at lirke lanternen op fra fodpladen.
Der er ikke meget ledning at give af, når lanternen er løs, så den skal vristes fri med forsigtighed, så man ikke flår ledningerne over.

Ledningerne blev skåret over med en hobbykniv med et helt frisk blad


Når lanternen er fjernet, er der et hul i fodpladen på ca 2 x 2,5 mm


De to ledninger, som sidder tilbage i hullet, forseglede jeg med lidt klar lak, for at sikre mod kortslutning.

 
Lanternen øverst på tenderen har lidt mere ledning
at give af
Lanternerne på tenderen sidder fast på samme måde.
Her har jeg valgt at fjerne både den øverste og den nederste venstre.

Til at lave "dæksler" over hullerne, har jeg brugt helt almindeligt sort isolerbånd
 
Der er brugt sort isolerbånd til at lave dæksler over
de huller, hvor lanternerne har siddet
Farven på isolerbåndet passer godt med farven på lokomotivet, så de ses næsten ikke.
Derudover er det meningen at patinere maskinen og, når det er gjort, vil man skulle se godt efter for at se dækslerne.
 
Her i direkte sollys fra vinduet, ses dækslet tydeligt.
Men når maskinen er blevet patineret, vil man
næppe bemærke det.

Jeg er lidt spændt på om isolerbåndet går løs med tiden men, det må tiden vise

Det færdige resultat:
 







 

 


torsdag den 14. april 2022

DSB damlokomotiv litra E fra Märklin/Trix

Det kom som en overraskelse for mange af os, da Märklin for kort tid siden annoncerede at, de kom med DSB's E maskine i model i anledning af jernbanens 175 års jubilæum i Damark.
 


Ikke mindre overraskende var det at, modellen var færdigproduceret og klar til at blive sendt ud i butikkerne stort set med det samme.

E maskinen har længe stået passivt på Knarbjerg Banens ønskeseddel, som noget nær en umulig drøm.
Heljan udsendte ganske vidst for en del år siden en model af lokomotivet men, anmeldelserne fra dem, der købte modellen, har mildt sagt ikke været gode, så den har jeg holdt mig fra.
Men da Märklin plejer at producere noget der virker, skulle der ikke tænkes ret længe, da nyheden slap ud og, et eksemplar blev bestilt med det samme.

Efter at have ventet utålmodigt i nogle få dage, kom maskinen endelig til Knarbjerg i går. Og her følger så de første indtryk af maskinen efter udpakning.
 
Modellen af E-maskinen er udført, som lokomotivet så
ud, da det var i drift som museumslokomotiv i 90'erne og
starten af nullerne og, er dermed Knarbjerg banens mest moderne lokomotiv😀

Selvom der er tale om et damplokomotiv, så er der epoke mæssigt tale om Knarbjerg Banens mest moderne lokomotiv, eftersom Mäklin har valgt at producere lokomotivet, som det tog sig ud som museumslokomotiv i 90'erne og starten af nullerne.
Dét er bl.a. årsagen til at, der er 3 lanterner i hver ende af lokomotivet.
Men det kan jeg godt leve med😉
Måske kan det på sigt lade sig gøre at fjerne den ene lanterne, uden at skæmme modellen - vi får se.

Lokomotivet leveres solidt indpakket og godt beskyttet i det sædvanlige pap og plastik. Lidt spændende om, man kan pakke den sammen igen uden at ødelægge noget...

Der er "naturligvis" tale om en super detaljeret og flot model, som kører problemfrit lige ud af æsken
En lille video med maskinen kan ses her
 
Flere billeder af maskinen nederst i opslaget

 

Detaljer og løse dele

Med i æsken følger 3 små poser med løsdele, som valgfrit kan eftermonteres.
 
I æsken til lokomotivet ligger der 3 poser med ekstra detaljer
til at montere på modellen

Helt valgfrit er det dog ikke, for i følge brugsanvisningen, egner de fleste dele sig kun til montage på en udstillingsmodel og ikke på en model, som skal køre på en modeljernbane og, det er desværre rigtigt😒

Løsdelene er meget flot udført i solide materialer men, til min store overraskelse, er de ikke lavet, så de kan "klikkes" på modellen men, sidder ganske løst i deres respektive huller og, vil nemt falde af med mindre, man limer dem fast.

Der medfølger blandt andet trin til montering på rammen forrest ved løbe boggien.
 

Der medfølger løse trin til montering forrest på lokomotivet.
Men de kan ikke være monteret under kørsel

Trinnene er, efter min mening, ret karakteristiske for E-maskinen, så jeg ville meget gerne have dem monteret fast men, udsvinget på løbe boggien er så stort, selv ved kurveradier på 55-60 cm, at de ikke kan sidde på under kørsel.
Jeg vil overveje om, de evt. kan limes fast på løbe boggien i stedet for at blive monteret på rammen.
 

Løbe boggiens udsving i kurver er så stort at, de løse trin ikke
kan være monteret under kørsel.
Her står lokomotivet i en kurve med radius 55 cm

Afstanden mellem tender og lokomotiv kan justeres, så der kan køres i radier ned til 36 cm men, da mindste radius på Knarbjerg Banen er 55 cm, fungerer det fint med den korteste afstand mellem de to, som er vist på billederne.

Under førerhuset kan monteres et sæt rør (som jeg ikke kender funktionen af), som udgør en flot detalje men, også de giver problemer, hvis de er monteret under kørsel.

 
Rørene her kan ikke umiddelbart være monteret under kørsel.
Rørene forhindre løberens udsving, så selv i store kurver på 90 cm
giver det problemer i form af afsporing.

Jeg har valgt at dele rørene i to og lime den ene del fast under førerhuset og den anden del - rørene - fast til løberen lige over aksellejet. Rørene er så klippet over lige under kanten af førerhuset og forkortet en anelse så løberen har frit udsving i kurverne

Der medfølger også en speciel "stige" til at montere ved de store drivhjul, så man kan komme op til domen på toppen af kedlen.
  
Den lidt specielle stige ved siden af de store drivhjul
Stigen kan godt sidde, uden at komme i konflikt med gangtøjet men, selv ved de lave perroner i Knarbjerg går det nederst trin på.
Dette er også en detalje, jeg nødigt vil undvære, så her skal også tænkes over en løsning...

På tenderen kan der monteres trin op til førerhuset.
Disse kan måske give problemer ved meget skarpe kurver. Men på Knarbjerg Banen ser de ikke ud til at give problemer
 
Trinnene op til førerhuset skal monteres på tenderen


Eneste løsdel, som, her på banen, ser ud til at fungere helt problemfrit er banerømmerne forrest på lokomotivet.
  

Banerømmerne forrest fungerer fint

Der medfølger ikke nogen mulighed for at montere kobling eller krog i forenden af lokomotivet.

Påskrifter

Påskrifterne er meget fine og tydelige - her et par eksempler

 

 
 
Lækker lille detalje😊

Køre egenskaber:

Maskinen kører ganske enkelt som en drøm lige ud af æsken. Selvom uden tilkørsel, kører den jævnt og lydløst selv, når det går meget langsomt
Da Knarbjerg Banen er under ombygning, har det ikke være muligt at lave de store test af trækkraft og den slags men, umiddelbart tror jeg, den kan trække det, den skal.
 




Jeg har set et par tyske videoer hvor, det virker som om slør i drivhjulene får rammen til at bevæge sig op og ned over den forreste løbe boggie. Så det var jeg lidt spændt på, om også skulle gælde for mit eksemplar.
Men min maskine bevæger sig helt roligt gennem sporet uden vrikken af nogen art.

Lyde og funktioner.

Jeg er ikke den store tilhænger af lyd og, er derfor nok ikke den rette til at give en konstruktiv anmeldelse af E-maskinens lyd.
Men et par kommentarer skal den dog have med:
På mit Lenz system er lydene rykket en enkelt gang i forhold til brugsanvisningen. Det vil sige at, driftlyden ikke ligger på F1 men på F2, Fløjten ligger på F3 i stedet for F2 osv osv.
Lyden skal justeres ned men, det skal den jo på de fleste nye maskiner.

Jeg har aldrig selv hørt en E-maskine i virkeligheden men, sammenligner man lyden i modellen med lyden af forbilledet i Jan Williams film her synes jeg, der mangler noget.
Sammenligner jeg med mine øvrige dampere med lyd fra Mck, Hobbytrade og Brawa, virker E-maskinens lyd temmelig "tam".

Ud over fløjte og dampslag, er der en række andre lyde man kan underholde sig med, hvis man har de lyster😉

Lys

For mig er lyset den vigtigste funktion, så man kan se, hvilken retning lokomotivet er sat til at køre i.
(Men i 60'erne, hvor Knarbjerg Banen primært befinder sig, kørte man ikke med lyset tændt om dagen)
Det er muligt at vælge mellem lys i alle tre lanterner eller kun de nederste.
Derudover er det muligt at tænde lys i førerhuset og få flammeskær fra fyret men, det er næppe funktioner, der vil blive gjort stort brug af her på banen.

Konklusion:

Mäklin/Trix har begået en pragtfuld model med meget fine køre egenskaber, som nok skal vække begejstring på Knarbjerg Banen og andre modeljernbaner rundt omkring.
Prisen på knap 5000,- Kr er i den høje ende. Om den er for høj, må være op til den enkelte at afgøre men, jeg synes, man får god valuta for pengene👍😊

At de løse detaljer ikke egner sig til montage på en kørende model, er for mig lidt ærgerligt.
Men mon ikke jeg selv, eller nogen af Jer andre kreative sjæle, finder en løsning på nogle af dem med tiden?😀

Flere billeder: