lørdag den 31. august 2019

MaK fra Heljan (opdateret 4 sept 2019)

Privatbanen i Knarbjerg har længe set frem til leveringen af MaK lokomotivet fra Heljan.

Og forleden kom så dagen hvor, maskinen endelig ankom til maskindepotet.

Efter denne lille beskrivelse blev offentliggjort, er der kommet et par kommentarer fra folk med betydelig større viden om forbilledet, end jeg selv.
Dét har medført at, jeg har måtte revidere lidt i min opfattelse af lokomotivet og, jeg har derfor tilføjet et par bemærkninger nede i teksten med denne farve, så de er lidt nemmere at få øje på




Når lokomotivet pakkes ud af æsken, er det udstyret med ganske udmærkede efterligninger af skruekoblinger. NEM koblingerne ligger i en lille pose sammen med et par andre fittings.
I æsken ligger også en beskrivelse af forbilledet for modellen men, udover en liste med forskellige reservedele, er der ingen information om selve modellen. Hverken smørevejledning eller funktionsoversigt til dekoderen. Hvor de ekstra fittings i posen skal monteres, må man også selv finde ud af.

De første indtryk af selve modellen
En ting der faldt mig i øjnene næsten med det samme, var sandings rørenes placering under lokomotivet. De er monteret, så de hænger hvad der vel svare til en halv meters penge fra skinnen, de skal levere sand på, hvilket ikke ser specielt godt ud.
De kan dog med forsigtighed bøjes, så de sidder lidt bedre i forhold til skinnen



 
Sandingsrørene sidder lidt besynderligt ved leveringen
Vender man lokomotivet om på ryggen, kan man se, der kun er tandhjulstræk på de to aksler. Det er altså kobbelstængerne, der trækker de andre to aksler samt blindakslen. Spændende hvordan det virker på længere sigt.
Der er nogen sideværts bevægelsesfrihed i akslerne ligesom de kan vippes noget men, overordnet virker maskinen noget stiv i det.

Der er intet til beskytte tandhjulene, som trækker på
de to aksler i maskinens "lange" ende

Umiddelbart ser detaljerne fine ud og, det samme gælder for påskrifterne. Jeg undrer mig dog over hvor få påskrifter, der er på modellen , og hvorfor fremstår revisionsdatoen ikke mindre end tre steder på hver side af lokomotivet. Tillader mig at tvivle på, det var tilfældet hos forbilledet.
(Og lige netop hvad angår påskrifterne, er der noget, som tyder på, Heljans model er tæt på at være korrekt trods min tvivl.
Profilen "MO 568" skriver i en bemærkning til denne anmeldelse i Signalpostens forum:

"
Påskrifterne på modellen er 100% korrekte efter forbilledet. Se Motormateriel 8 (Forlaget Banebøger) side 22 øverst til højre. Det er helt korrekt at der er tre revisionsdatoer på hver side af lokomotivet. Lokomotivets revisionsdato findes til højre på rammen. De to datoer på hovedluftbeholderne er revisionsdatoen for selve hovedluftbeholderne som skulle revideres og trykprøves med andre intervaller end lokomotivet. HFHJ M9 og HP 13 har også tre revisionsdatoer for lok hhv. trykluftbeholdere."
Jeg har ikke selv haft mulighed for at se Motormateriel 8 men, ser ingen grund til at tvivle på oplysningerne fra"MO 568".)



Førerhuset er meget fint indrettet

På sporet
Lokomotivet er udstyret med en ESU Lokpilot Micro V4 dekoder (Det er noget nær den eneste information om selve modelen, som følger med i æsken), så jeg gættede på adressen måtte være 03, hvilket viste sig at være rigtigt.
Maskinen satte i gang med et ryk og stoppede også forholdsvis brat. Men det var ret tydeligt fordi startspændingen var for høj. Efter en tur på programmerings sporet gik det noget bedre.
Ellers kører maskinen ganske udmærket direkte fra æsken. Der er strømoptag på alle 4 aksler og jeg har ikke oplevet problemer med strømoptaget overhovedet.
Men lydløs kan man ikke kalde den. Efter at have kørt rundt på banen en times tid, blev støjen dæmpet lidt. Men den larmer stadig en del mere end f.eks Ardelt traktoren fra Mck.




Da lokomotivet kom tæt på et par vogne var det tydeligt at, pufferplanken i den ene ende var skæv.
Det besluttede jeg at tage en snak med forhandleren om i håb om at få den byttet.
Men hos den altid meget imødekommende forhandler viste det sig at, fejlen optrådte på de fleste maskiner - dog ikke altid i samme ende.
Så jeg besluttede mig for at prøve at rette fejlen selv.

Maskinen leveres med almindelige A-koblinger men, da jeg bruger Märklin's kortkoblinger, hvor det kan lade sig gøre, blev den i første omgang udstyret med dem. De blev dog hurtigt skiftet ud med A-koblinger, da kortkoblinger simpelt hen kobler for kort. På sigt er det planen at montere krogkoblinger fra Weinert, da de ser noget bedre ud end de store standardkoblinger.



Som sagt kører lokomotivet udmærket.
Ligesom forbilledet "vrikker" det, som de fleste kobbelstangslokomotiver gør men, det er nok lige i overkanten og, ved høje hastigheder er det en blandet fornøjelse at se på.
I kurverne er det som om vrikkeriet bliver lidt værre og ved lave hastigheder kan man godt fornemme at gangtøjet bliver vredet lidt af kurven. Da min mindste kurveradius er 55 cm kan jeg forestille mig, det bliver mere udtalt på anlæg med skarpere kurver.
(På signalpostens forum er der kommet et par kommentarer til MaK lokomotivets rokken i sporet:

MFL skriver: "
Vrikkeriet under stor belastning og relativt høj hastighed gennem relativt skarpe kurver, tror jeg skyldes de almindelige fysikkens regler. Et 1:1 kobbelstangsloko, der var blevet sat til at køre på samme måde, tror jeg også ville have vrikket."

"Steff" kommer bl.a med følgende kommentar "Har en gang i 1982 i nærheden af Nakskov foretaget et ganske og aldeles ufrivilligt hovedspring i grøften, da jeg virkelig troede at Jumbo ville vælte ned over mig. Så det blev ikke til et billede den dag"


"MO 568" siger "Jeg har set M33 i drift hos LJ mange gange, og det er korrekt at fronten vrikkede fra side til side, især når M33 fremførte lange godstog."


Så virkelighedens MaK lokomotiver vrikkede tydeligvis også kraftigt i sporet. Det er måske svært for os, der ikke har oplevet lokomotiverne i virkeligheden at forestille os men, på Jernbanemuseets arkivhjemmeside www.jernbanekilder.dk er der en lille film om Frederiksværkbanen HFHJ, hvor, der er flere klip med banens MaK lokomotiver og, hvor man også kan se deres noget urolige gang i sporet.
Om Heljans lokomotiv så blot rokker realistisk efter forbilledet eller, det er for meget, må blive op til den enkelte at vurdere, da det nok vil være en smagssag.)


Her står revisionsdatoen både på rammen og på cylinderen
ved siden af sandboksen
Så var det blevet tid til at spænde nogle vogne efter maskinen og se, hvad den kunne trække.
Da jeg nåede til 74 aksler fordelt på 30 vogne og, lokomotivet stadig trak af med stammen uden at kny, stoppede jeg. Så mange vogne er der alligevel ingen tog på Knarbjerg Banen, der kommer til at køre rundt med.
Men med 30 vogne på krogen bliver maskinens vrikken betydeligt værre - især når der køres med den "lange" ende forrest. Det er knap så slemt når den "korte" ende er i front.


Som nævnt er maskine udstyret med en ESU dekoder men, der følger ingen funktionsoversigt med maskinen. En afprøvning viser dog følgende:

F0 = Kendingssignal med 3 hvide lys i front og to røde slutlys bag, som skifter med kørselsretningen.
F1 = ?
F2 = ?
F3 = Reducerer lokomotivets maksimale hastighed til ca det halve
F4 = Deaktiverer acceleration og bremse, så man får mere direkte kontrol med lokomotivets hastighed.

Konklusion
Tidligere på året sendte Heljan DA postvognen på markedet i en kvalitet, som, efter min mening, er betydeligt bedre end tidligere vogne fra samme fabrik.

På den baggrund var mine forventninger til MaK lokomotivet meget høje - og min skuffelse derfor også større, da lokomotivet kom på sporet.
Nu har jeg jo også kun haft denne ene maskine at køre med. Og man skal jo ikke altid dømme hele flokken på baggrund af et enkelt eksemplar.
Så jeg kan jo håbe min MaK er en ener men...

At kalde Heljans nye lokomotiv for et "MaK-værk" vil nok være lige i overkanten af, hvad lokomotivet reelt fortjener men, vi har efterhånden mange gange set andre (og betydeligt mindre) producenter levere materiel af væsentlig højere kvalitet, både mekanisk og detaljemæssigt, i samme prisniveau, som Heljan gør det. Så hvorfor ikke lige hæve barren en anelse?

Som sagt kører lokomotivet ganske fornuftigt på Knarbjergs spor så det skal nok komme ud at køre for privatbanen, når driften kommer i gang inden så længe. Men det bliver næppe det mest populære lokomotiv blandt lokomotivførerne.

Heldigvis kører der masser af Heljan maskiner på Knarbjergbanerne i form af MO og MX, som beviser at Heljan godt kan, når de vil og, derfor skal der også nok komme andre Heljan produkter på banen i tiden, der kommer.

Men MaK lokomotivet var altså ikke helt det, jeg havde forventet...

Levende billeder
Jeg har gjort en lille video fra dagens kørsler med MaK, som kan ses her

DA postvognen
Et Heljan produkt, der sidder "lige i skabet"