mandag den 29. juli 2019

De første prøvekørsler

En lille milepæl er nået idet, der i weekenden for første gang kunne køres tog hele vejen fra endestationen til opstillingsbanegården på både statsbane delen og privatbane delen.
De fleste spor er lagt, bortset fra nogle af sidesporene rundt omkring.

Nedenfor er en lille billedserie fra de nye sektioner. Og der findes en lille video fra en tur rundt på banen her
De opstillede bygninger er blot for at give lidt liv og en idé om hvilke tanker, der er gjort omkring de enkelte sektioner. Det er langt fra sikkert (for ikke at sige det er usandsynligt) at de viste bygninger kommer til at stå som vist i det fremtidige landskab.

MX med lokaltog forlader Knarbjerg Vest og krydser her grænsen mellem den permanente del af banen og de løse moduler: Sektionen toget kører ud på er kun 10 cm bred og fører banen gennem døråbningen og ind i næste rum.
"Bjaldsbæk" er mellemstationen på DSB sidebanen. I forgrunden af billedet er perronsporene og, i baggrunden anes læssevejen og varehuset til venstre for hovedsporet. Til højre for hovedsporet kommer et sidespor til savværket.

DSB sidebanen ender i "Mørkøbing", der egentlig bare er en opstillingsbanegård, som jeg vil forsøge at give lidt liv i form af landskab. Øverst i billedets højre side ses en lys firkant. Dette er hele essensen i opstillingsbanegårdens funktion.
Når et tog ankommer til Mørkøbing, rangeres det ud på de to spor, som kommer til at ligge på det firkantede område. I alt er der plads til 150 cm tog på pladen - eller kassetten. For det er faktisk en aftagelig kassette, så når toget er rangeret ud i kassetten, frigøres denne fra banen og placeres under anlægget. Her tages der så en anden kassette med et nyt tog, som placeres i lejet på opstillingsbanegården og, det nye tog er klar til at begive sig ud på Knarbjergbanen.
Togene opbevares i kassetterne, når anlægget er pakket ned og, er lige klar til at blive sat i drift på banen, når denne sættes op næste gang.
En nærmere beskrivelse af kassettesystemet vil følge her på siden, når det er bygget færdigt.

Privatbanens nyanskaffede Lynette passerer bag om Knarbjerg Havn og forlader umiddelbart efter den faste del af banen.

Skovsør Station på privatbanen gør endnu ikke meget væsen af sig. Lynetten har netop passeret perronsporene og kører nu forbi Günthers Industrier, som er privatbanens største kunde.
Bag døråbningen øverst til højre i billedet findes den permanente del af banen.

Privatbanens lille godstog (til højre) er ankommet til opstllingsbanegården. Ja det er den samme opstillingsbanegård, som DSB sidebanen anvender, blot med ankomst fra den modsatte ende. Der er således tale om en ringbane designet som to punkt til punkt baner. I alt er der 25 meter rundt, hvis man tager hele turen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar