Menu:

søndag den 19. juni 2022

UPDATE på ombygningen af Knarbjerg Banen ( inkl nye sporplaner opdateret 14 sept 22)

Indlægget her er opdateret den 14.september 2022 med nye sporplaner for stationerne

Hvorfor bygge banen om endnu en gang?
Sidste år, den 11. september, annoncerede jeg at, Knarbjerg Banen i løbet af vinteren ville blive bygget om til en væsentlig mindre udgave af sig selv. (Se indlægget her)
 


Årsagen til beslutningen om, at skrotte en ellers velfungerende bane, som der, på grund af corona epidemien, kun var blevet kørt på nogle ganske få gange, skyldes erkendelsen af, et behov for en bane, der kan køres tog på, uden at skulle bruge mange timer på opsætning og nedtagning.
Den gamle bane kunne ganske vist sættes op på en time og tages ned igen på en time - i teorien. Men i praksis tog det betydeligt længere tid, Og en stor del af banen fyldte hele husets opholdsstue og, det blev ret uhensigtsmæssigt i længden.
Derfor blev det mit mål at samle banen i det rum hvor, selve Knarbjerg Station var opbygget, og holde banen i det rum.

Siden da er der stort set ikke sket noget som helst på selve banen, for selvom jeg syntes, det var en god plan, så havde jeg ikke den der fornemmelse helt ned i maven, at det var det helt rigtige. Der manglede noget...

Tanker frem til den nye plan:
Så der er blevet tænkt en hel del tanker hen over vinteren og, jeg vil her prøve at gennemgå de tanker, jeg har gjort mig frem til den plan, jeg arbejder ud fra i dag.

Første øvelse gik ud på at finde ud af, hvad det var, jeg manglede i den reducerede plan.

Hvad manglede der:
  • Jeg ville gerne have en "hel" jernbane og ikke kun en station.
  • Det system med fragtsedler og omløb, der var udviklet til den tidligere bane, ville jeg gerne kunne genanvende.
    En beskrivelse af systemet kan læses her
    En video kan ses her
  • Der kunne ikke være godstog til 2 køreplans døgn på opstillingssporene, hvilket er en forudsætning, for at kunne genanvende godsvogns styrings systemet fra den gamle bane.
    (Opstillingen skal, for at opfylde det behov, kunne have 4 godstog af 1,5 meter plus 1 til 2 persontog)
  • Jeg vil gerne kunne køre et lokalgodstog fra Knarbjerg og ud til de to mellemstationer "Bjaldsbæk" og "Mørkøbing"
  • Ingen mulighed for kørestrækning med landskab.
    Selvom jeg aldrig nogensinde har fået færdiggjort noget landskab af betydning, så fylder det  meget i mit ønske til banen at, muligheden for landskab er der.

😨Dét er ret store ønsker til et modeljernbane anlæg i et rum på 3,95 meter x 2,84 meter, som også skal bruges til andre formål. Især når man samtidig ikke ønsker at, togene kører igennem det samme landskab flere gange og selve Knarbjerg Station fylder det meste af rummet.

2 etager?
Eneste mulighed, for at opfylde de behov på den begrænsede plads, vil være at, bygge anlægget i to etager.
Den tanke har jeg haft flere gange men, er hver gang strandet på at havnen skal være nederst og, så vil det blive svært at bevare Knarbjerg Station i den form, jeg gerne vil.
En god ven fik mig så overbevist om at, havnen da godt kan ligge på øverste niveau af to fordi, de to niveauer skal ses, som hver sit udsnit af det samme geografiske område, som banen løber igennem og ikke er et udtryk for tingenes fysiske placering i forhold til hinanden.💡😊
Med den hurdle overkommet, kunne jeg se nærmere på muligheden for at bygge i to etager.
Men her løb jeg igen ind i begrænsninger fordi, rummet bruges til andre formål.

Under banen er der skabe på hjul, som bruges til opbevaring, så banen kan ikke rykkes nedad.
Over anlægget er der en hylde, som også bruges til opbevaring. Den kan måske flytes lidt opad, hvilket giver et rum på 70 cm til 2 etager tog. Kan man det???
 
Der er opbevaring både over- og under anlægget

Umiddelbart er der ikke ret meget plads i højden til en bane i 2 etager.
Det ville give et "hul" på 35 cm til hver etage, så jeg lavede et lille eksperiment hvor, jeg hængte en træliste, svarende til tykkelsen på anlægsrammen, op imellem banen og hylden, for at se, hvor meget plads, 35 cm egentlig er. Det er ikke meget når, dybden er 55 cm.
 
Knarbjerg St med en liste hængt op, så der er 30 cm mellem
listens overkant og banen.

Jeg prøvede så at sænke listen lidt, så højden på nederste del blev 30 cm og øverst 40 cm. Det gav en betydelig forbedring på øverste etage men, begrænsninger på nederste, dog uden at virke fuldstændig håbløst.
Hvis man satser på kun at udnytte de yderste 30 cm til landskab og den synlige del af banen, ser det ud til at kunne bruges.
En ny liste i fuld anlægsbredde har nu hængt oppe nogle måneder for at, jeg kan prøve at bruge stationen med en begrænsning i højden på 30 cm. Og det forsøg er forløbet fuldt ud tilfredsstillende.

Helix eller ej?
Med noget der ligner en brugbar løsning på at lave to etager i hus, melder næste spørgsmål sig hurtigt:
Hvordan kommer man så fra det nederste niveau til det øverste? En helix vil fylde en hel del i rummet, når  radius i kurverne på banen ikke må komme under 55 cm.

Sidste år havde jeg den store fornøjelse at besøge en modeljernbane i to etager, som er yderst velfungerende. Her er løsningen at, lade sporet løbe skjult langs med bagvæggen rundt i rummet, mens der stiges fra nederste til øverste etage. Den idé kopierer jeg😉

Tilbage på tegnebrættet viste det sig at, stigningen på sporet mellem de to etager skulle være 3% , der hvor sporet løber skjult, hvis jeg skulle undgå at køre mere end en gang rundt i lokalet for at komme fra stuen til første sal, så jeg måtte endnu en gang i laboratoriet og eksperimentere, for 3% er ret meget.

Jeg opstillede en prøverampe på 4,5 meter med spor og en stigning på 3% og en 90 graders kurve midtvejs med radius 55 cm for at se, hvordan det forskellige materiel klarede den udfordring.

Forskellig trækkraft blev testet

Forsøgsrampen for at teste togene
på en 3% stigning
 





Også privatbane materiel kom
ud på stigningen, selvom de næppe
kommer til at befare den


 

Heljans Mo klarede sig
overraskende godt









Stort set alt det materiel, jeg kunne forestille mig at køre med, har været på rampen og blive testet.
Som ventet klarede HobbyTrades D-maskine og deres MT sig knap så godt, men tilfredsstillende i forhold til den toglængde, de vil kunne komme til at trække op ad stigningen.
Resten klarede uden problemer de toglængder på 1,5 meter, som banen kan håndtere - og lidt til👍😃
Heljans Mo trak uden problemer 4 store personvogne og en pakvogn op ad stigningen og gennem kurven, hvilket var en stor positiv overraskelse for mig.

Det positive udfald af forsøgene med rampen, fjernede mine sidste betænkeligheder ved at bygge banen om til 2 etager med selve Knarbjerg Station på øverste etage.

Så nu er jeg ude i det, der reelt bliver tale om en fuldstændig ny konstruktion af banen og, så vil det være naturligt at se på, hvilke ting på den gamle Knarbjerg Station, som ikke har været helt optimale og, om de måske kan ændres til det bedre i forbindelse med ombygningen.

Hvad har så været mindre godt ved den gamle Knarbjerg Station:

  • Den absolut største ulempe ved den gamle Knarbjerg Station er at, de spor, som bruges til at opbygge og nedbryde godstog, ligger bagest, så man skal række ind over stationsbygning og varehus, når man rangerer på dem og omstille sporskifter.
     
    Knarbjerg Station som den har set ud meget længe

  • Og så kunne jeg godt tænke mig at øge mindste radius så meget som muligt, da 55 cm stadig er ret skarp
Den nye Knarbjerg Bane:
Tilbage på tegnebrættet og, det kom der nedenstående planer for de to etager ud af.

På hver etage vil der være to løse moduler - et foran døren ind til rummet og et foran vinduet ud til haven.
De vil blive konstrueret så modulet foran døren monteres først og derefter modulet foran vinduet. Begge "klikkes" på plads så strøm og data er forbundet så snart modulet er lagt på plads.

Jeg overvejer stadig forskellige muligheder for at opbevare modulerne i samme rum, så jeg undgår at skulle flytte dem frem og tilbage fra kælderen. Men en brugbar løsning er ikke dukket frem i mit hoved endnu.

Sporplaner for den kommende bane:
Jeg er bedst til at beslutte den endelig form på spor geometrien, når sporene ligger på pladen foran mig. Så den endelige sporplan og udformningen af modulerne vil nok afvige fra tegningerne men, de giver en god ide om hvad, det er jeg vil arbejde hen imod.

Øverste etage med Knarbjerg Station

På denne plan er stationsbygning og varehus flyttet
til bagkanten og, samtidig er det lykkedes at få mindste
radius op på 70 cm
Pr 1. august 22 er der kommet en lille færgerute til øen "Gribsholm"



Knarbjerg station er blevet vendt om, så stationsbygning og varehus er rykket op mod bagvæggen.
Det er samtidig lykkedes at flytte stationsbygningen, så den ikke ligger ud for det første sporskifte.
Ved at flytte remisen er der blevet plads til et helt nyt sidespor til F.J.O.K og, der er blevet lidt mere plads til landskab omkring de øvrige godskunder samt lidt by i hjørnet ved stations pladsen.

Mindste radius i kurve er øget til 60 cm og findes på havnesporet foran remisen.
Øvrige spor har en radius på minimum 70 cm

Fra Knarbjerg løber banen ud langs "Knarbjerg Fjord" inden den forsvinder ind bag havne modulet og begynder faldet ned til etagen neden under.

Havnen drejes en anelse, så der bliver en lille smule mere plads i indgangspartiet til lokalet, når banens løse sektioner er pakket væk.

Jeg overvejede på et tidspunkt at elektrificere alle sporskifter men, da der kun er 30 cm at arbejde på under stationen, har jeg droppet den ide igen. Det bliver for bøvlet at vedligeholde drevene på den plads. Og da alle baner, jeg har bygget siden midten af 80'erne har haft håndbetjente sporskifter, klarer banen her sig også nok med det.

Skjult strækning
Fra øverste etage kører banen ned bag ved havnen og skjult et stykke med et fald på 3%

 
Det skjulte spor er den del, som er stiplet på tegningen.

Det skjulte spor tænkes ikke at ligge helt skjult men, forløbe i baggrunden delvist synligt men, uden at trænge sig ind på det landskab, som er den primære del af Scenen.
Jeg bryder mig ikke om skjulte spor, så jeg vil gerne kunne se togene så meget som muligt. På den måde håber jeg også det vil være nemmere at håndtere eventuelle afsporinger og lignende i dagligdagen.

Nederste etage med mellem stationer og opstilling

Fra det skjulte spor kommer banen ud på nederste etage og, her er det tanken at lave to mellemstationer samt to strækninger med landskab. Sammen med udkørslen fra Knarbjerg på øverste niveau, kommer de til at udgøre samlet 3 "scener" med landskab. Jeg har en nogenlunde klar ide om hvad, temaet skal være for de tre scener, som jeg beskriver i de enkelte afsnit. Det er så under overvejelse om, de 3 scener skal repræsentere hver sin årstid - forår, sommer, efterår.
Som tidligere nævnt, har jeg aldrig lavet noget landskab af betydning i de mere end 40 år, jeg har bygget modeltog men, ideerne er der, så muligheden skal også være der.
Fremtiden må så vise om, det lykkes at få lavet noget landskab.😉

På det nederste niveau falder sporet mellem stationerne op til 1,5% i retning mod opstillingsbanegården. Selve stationerne ligger vandret.

Stationerne er forsøgt placeret i rummet, så de konflikter mindst muligt med de områder hvor, der arbejdes på Knarbjerg Station på det øverste niveau.
Det er målet at, banen skal betjenes af 2 til 4 mand og at, man ikke går i vejen for hinanden, mens man løser opgaverne med toget.

Det første stykke følger det, jeg forestille mig skal blive en skovklædt ådal frem til "Bjaldsbæk Station" med savværk, læssevej og varehus.

 Bjaldsbæk Station
 
Bjaldsbæk Station sept 2022


Bjaldsbæk Station er en mindre landstation uden mulighed for at kryds personførende tog ved perron.
Der er en læssevej med omløbsmulighed og 2 private sidespor - et til et lille brændselsdepot og et til en lidt større virksomhed,som ikke er konkretiseret endnu

Skovsør Station
 
Skovsør Station (hed tidligere Mørkøbing)
sept 2022


Fra Bjaldsbæk løber banen gennem kuperet agerland til Skovsør Station.
Skovsør er en mere klasisk mellemstation med krydsningsspor og læssevej med enderampe.
Derudover er der et privat sidespor til savværket.

Udover at tilføre banen endnu et arbejdsområde for togene, især lokal godstoget, så tjener stationen også et helt andet formål.
Det vil nemlig være her, togene på opstillingen opbygges og gøres klar mellem køredagene på anlægget.
Derfor har det været vigtigt at, stationen har omløbs kapacitet svarende til fuld længde på banens tog, så et tog fra opstillingen kan bakkes ud på Mørkøbing Station og, maskinen kan løbe om via læssevejs sporet, for derefter at bakke toget ind på opstillingen igen, så toget er klar til næste køredøgn.

Opstillings banegården
"Svandborg"

 
Fra Skovsør føres banen videre til købstaden "Svandborg", som i praksis er en delvist skjult opstillingsbanegård bag ved Bjaldsbæk Station.


Opstillings banegården er placeret bag ved mellemstationen Bjaldsbæk med meget lidt plads mellem de to elementer.
Det er tanken at opsætte en lodret væg mellem sporene beklædt med træer og et passende baggrunds motiv, der giver en illusion af dybde men, det skal samtidig være muligt at se ind på opstillings sporene, så man ikke kører togene til og fra denne i blinde.

Jeg overvejer muligheden for at etablere en form for automatisk afkobling af lokomotiverne ved ankomst opstillingsbanegården. Hvis det lykkes, vil det kun tage ganske kort tid at gøre klar til en ny køredag, da der så blot kan køres en ny maskine på fra maskinsporet og, så er man klar.

Uløste opgaver:

Sikkerhed: Knarbjerg Station vil blive placeret 166 cm over gulvet og, det vil kræve, man står på noget,for at betjene stationen.
At hæve gulvet, vil være meget upraktisk. Dels fordi det så vil hindre skabene under banen, som er monteret på hjul, i at kunne køres ud ved vedligeholdelse af banen og ved rengøring, dels fordi nederste niveau er placeret kun 30 cm lavere, så det i så fald bliver nødvendigt at gå foroverbøjet når, man betjener det nederste niveau.
Der skal altså konstrueres nogle "øer" man kan stå på, når man betjener Knarbjerg. Og jeg er bekymret for at, man kan komme til skade når man skal op og ned fra disse øer hele tiden, ligesom man kan falde over dem når, man betjener nederste niveau og er optaget af sit tog.

Holdere til vognkort, fragtsedler og køreplaner.
Da anlægget jo bygges til at kunne køre køreplanskørsel med styring af godsvognene efter fragtsedler, så skal der også være steder til opbevaring af bureaukratiet.
Det mest naturlige sted vil være at, sætte nogle holdere på forkanten af anlægget men, jeg mangler endnu at finde en nem løsning, der også ser pæn ud, når den er færdig.

Afrunding:
Jeg er ret begejstret for de nye tanker omkring banen, og glæder mig som et lille barn til at komme i gang med ombygningen.
Der vil dog ikke ske noget før til efteråret, når hus og have ikke længere kræver så meget opmærksomhed, som de gør lige nu.

Rigtig god sommer til alle, der følger banen og dens udvikling og på gensyn om nogle måneder

Hilsen Knarbjerg😊
 


4 kommentarer:

  1. Esben Mylle Strandvig20. juni 2022 kl. 00.54

    Det ser rigtig godt ud, glæder mig til at prøve det af…….

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Esben.
      Desværre går der jo nok et års tid eller halvandet før, Knarbjerg Banen igen er i drift

      Slet
  2. Det ser godt ud. Glæder mig til at se hvorledes projektet går. Er meget interesseret i løsning vedr niveauskift i baggrunden

    SvarSlet
  3. Det med niveau skift i baggrunden, er jeg også selv meget spændt på ;o)

    SvarSlet