Menu:

lørdag den 11. september 2021

Knarbjerg Banen bygges om - igen...

 

Kort fortalt så bliver Knarbjerg Banen væsentligt mindre i løbet af den kommende vinter.
Det har været utroligt sjovt og spændende at bygge banen, og få den til at fungere men iden form, den har nu men, jeg må erkende at, banen simpelthen er for stor og at de mål, jeg havde sat mig for, hvor lang tid det må tage at sætte banen op og tage den ned igen, aldrig vil blive nået.
Noget andet er at, banen jo skal sættes op i fuldt omfang for at fungere og, da den fylder halvdelen af huset, kan den kun stå fremme i meget kort tid før, den må tages ned igen.
Så jeg har et stort modelbaneanlæg men, har begrænset glæde af det fordi, det er pakket ned det meste af tiden.
Det vil jeg gerne lave om på.

Selve Knarbjerg Station og havn, som jo er den vigtigste del af Knarbjerg Banen, da det er her den sjove rangering foregår, forbliver stort set uændret. Denne del af banen er sat permanent op i et lille rum på 3,95 x 2,8 meter, der samtidig fungerer som kontor.
Resten af banen har indtil nu bestået af 16 sektioner, som sættes op i dagligstuen ved siden af og, det er denne del, som nedlægges.

Fremover vil banen kun være i det lille rum med selve Knarbjerg Station som det centrale midtpunkt.
Til at forsyne stationen med tog, bygges der bagved den nuværende havn en meget kompakt opstillingsbanegård, der kan forsyne stationen med tog fra henholdsvis statsbanen og privatbanen.

De løse sektioner slipper jeg ikke helt for. Da rummet også skal fungere som kontor, vil der stadig være 2 til 3 løse sektioner, som skal monteres for at banen kan køre i fuldt omfang. Men der er ”kun” tale om landskabs sektioner uden industri- eller opstillingsspor og, de vil kunne konstrueres således at, de er til at ”klikke” på den permanente del og vil med det samme være forbundet elektrisk. På den måde vil banen kunne gøres fuldt funktionsdygtig på nogle få minutter, hvor det i dag tager adskillige timer.

Opstillingsbanegården, som er illustreret på tegningen, vil kunne rumme de samme tog, som kører på den store bane i dag, og dermed skulle jeg være i stand til at genbruge hele det set up, der er udviklet til at styre godsvognenes løb på den store bane.

Jeg glæder mig meget til at komme i gang med ombygningen, og vil naturligvis løbene beskrive fremskridtene her ;o)