Menu:

Anlæggets konstruktion opdateret 10. marts 2024

Rammerne til den første version af anlægget lagt op lige efter udskæringen i 2007

Det nuværende anlæg er lidt mere kompliceret og bliver bygget i 2 etager med 8 sektioner på nederste etage og 11 sektioner på den øverste etage.
 


I det daglige er det dog kun 4 sektioner, som tages af og på.
Men det hele er konstrueret, så det kan skilles ad, hvilket jævnligt er nødvendigt på grund af den meget lille aftand mellem de to etager
 
Disse 4 sektioner foran dør og vindue er lavet til at blive
taget ned, når banen ikke er i brug


Modulerne er bygget af krydsfiner og er sat sammen i rammer med en fast plade sænket ned i rammen eller lagt ovenpå.
For at undgå at bore flere huller i væggene end absolut nødvendigt, hviler øverste etage enten direkte på nederste etage eller på stiger, som står i ender og hjørner.
På billedet her under er det stiger fra IKEAs reolsystem, der er brugt, både inde i hjørnet og under de to sektioner forrest i billedet
 


Der er anvendt forskellige løsninger til at holde de to etager adskilt men, grundideen er at, der helst ikke skal være stolper eller lignende, som forstyrrer udsigten til toget på nederste etage.
Og det hele skal stadig kunne skilles ad i forbindelse med større reparationer eller vedligehold.
Direkte under de sektioner, som bærer Knarbjerg Station på øverste etage, ligger både mellemstationen "Skovsør" og den store opstillingsbanegår "Svandborg", så det krævede lidt hovedbrud at finde ud af hvordan, den øverste etage skulle holdes oppe.

Løsningen blev at montere en fast bagvæg på nederste etage bestående af 12 mm spånplade med en ekstra træliste øverst, som Sektionerne kan ligge på.
Bagvæggen har samme højde som mellemrummet mellem etagerne, så øverste etage kan hvile direkte på bagvæggen.
 
Bagvæggen til venstre i billedet er lavet til at bære etagen oven over

På grund af de mange spor, som ligger tæt, var det svært at få plads til stolper, som kunne bære Knarbjerg, og med et spænd på næsten 4 meter var en "selvbærende" konstruktion ikke mulig.
I stedet er der monteret firkantede stålrør ud fra bagvæggen, som er ført ind over træklodser monteret på bagvæggen og, som så hviler på rundstokke som går ned mellem sporene.
 
Stålrørene sidder ind over træklodser i bagvæggen og hviler på rundstokke
længere ude.



Stålrørene er placeret, så de ligger præcist under samlingerne
af sektionerne på øverste etage


 
Et kig på banen, som den tog sig ud ved årsskiftet 2023/24



Facts om anlægget:
  • DSB sidebane med tilsluttende privatbane, epoke III
  • Mål: 284 x 395 cm
  • Skala: H0 1:87
  • 2-skinne med PECO streamline flexskinner code 75
  • Mindste kurveradius = 55 cm
  • Størrelse på sporskifter = medium


Modul samlinger
De enkelte moduler er konstrueret sådan, at opsætning og nedtagning gøres så enkel som muligt.
Modulerne holdes sammen af 2 stk 10 mm maskinbolte med vingemøtrikker.
Inde i selve modulet sider der ved hvert bolthul en spændskive med påloddet ledning, således at strømmen sluttes samtidig med at modulerne spændes sammen.
På meget store anlæg vil denne metode måske kunne medføre spændingstab, men på Knarbjerg har det indtil videre fungeret problemfrit
Skinnerne på oversiden er PECO Streamline kode 75 flexskinner, som er ført helt ud til kanten af modulet. Her er de loddet fast til skruer, der er skruet ned i pladen. På denne måde sikres det at skinnerne holdes i samme position, og de bliver ikke så nemt revet af, når modulerne håndteres under opsætning og nedtagning.
Der er ingen lasker mellem modulerne ligesom der ikke er nogen styretappe, til at holde modulerne i forhold til hinanden.

Indretning af rummet
(Tekst og billeder i dette afsnit er fra den første version af banen men, ideen er den samme, der arbejdes med i dag)
Da rummet også fungerer som kontor og derfor gerne skulle være behageligt at være i, også når der ikke køres med tog, så er der brugt en del energi på at udtænke løsninger så rummet ikke ligner en rodebutik.
Over skrivebordet er anlægget smalt og hænger på de vanger der også bærer hylderne til bøger og mapper.
På den modsatte væg er der under anlægget en række med skabe og skuffer til opbevaring. Det er IKEA’s ”Ivar” serie der er blevet malet og monteret på hjul, så det er nemt at komme ind under anlægget. Selve anlægget bæres af stigerne fra samme reolsystem, men der er altså ingen hylder imellem stigerne.
For at gøre monteringen af de løse sektioner foran skabsvæggen så enkelt og hurtig som muligt er monteret en lille klods på hver side af den skabsdør, der er ud for den korte sektion. Det gør at sektionen blot skal sænkes ned på plads mellem skabet og resten af anlægget og derefter spændes fast. Uden klodserne på skabet ville det være nødvendigt med et ben for at holde modulet.
Herefter kan den lange sektion med opstillingsbanegården lægges ned på de ”holdere” der er såvel på det korte modul, som på væggen bag døren i den modsatte side af rummet.


Landskab
Landskabet er endnu ikke påbegyndt - og dog.
For at finde frem til de rette proportioner og den bedste placering af bygningerne, er der bygget en lang række pap kulisser af forskellig størrelse rundt om på anlægget.
På et senere tidspunkt er det selvfølgelig meningen disse paphuse skal erstattes af mere detaljerede bygninger, men indtil da, udgør de en fin og billig erstatning, som er med til at gøre legen sjovere og vise hvor vognene skal sættes når der rangeres.